På hvert andet gadehjørne står en stationcar, en Piaggio Ape eller en større ladvogn, hvor bønderne sælger egen avl fra nyttehaven. Lige for tiden går det ud over årets sidste artiskokker, der forhandles i bundter af 20 styk for 3 euro. Et sikkert tegn på at høstsæsonen snart er ovre. Det er nu, de tidsellignende blomsterstande skal konserveres, hvis den raffinerede smag skal nydes på pizza, panini, frittata eller sammen med antipasto resten af året.
I Danmark skal man være heldig for at få en sølle artiskok for det der svarer til en euro, og det kan være grund til, at mange foretrækker denne grøntsag på dåse. Dåsen er også betydeligt nemmere at åbne end den rigtige blomst. Og så slipper man for at smide fire-femtedele af indkøbet i skraldespanden.
Der findes dem, som mener, man skal koge og servere artiskokkerne hele. Så kan hele familien sidde og plukke bladene af, dyppe dem i majo, skrabe den lillebitte smule frugtkød, der er nogenlunde spiseligt, af med fortænderne, og spytte resten af det træagtige blad ud på tallerkenen. En ubehagelig fedtet fremgangsmåde, der efter min mening kun tjener det ene formål at give belægninger på tænderne.
I stedet tager jeg artiskokkerne med udenfor sammen med en skål citronvand. Derefter brækkes alle de hårde grønne eller violette blade af og toppen skæres væk et par centimeter fra bunden. Det skærer, stikker og prikker hænderne, som farves helt sorte flere dage, men til gengæld får man en meget fin, mør grøntsag, som enten kan spises rå, tilberedt eller henkogt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den chilenske forfatter Pablo Nerudas ode til artiskokken, hvor han beskriver plantens kampklare og krigeriske ydre, der gemmer på et blødt hjerte. På markedet optræder Narudas artikokker som soldater i geled, men det hårde går af dem, så snart de møder Maria, for hun drukner dem i en gryde.
Det gør jeg så også. Mine artiskokker koger et kvarters tid sammen med lidt hvidvinseddike, mynte og hvidløg. Afvekslingen består i at erstatte vand med hvidvin og tilsætte skalotteløg og andre kydderurter. De passiviserede artiskokker hældes på rene glas sammen med lagen, og så kan de sættes ind i kampen for velsmag efter behov.
I Danmark skal man være heldig for at få en sølle artiskok for det der svarer til en euro, og det kan være grund til, at mange foretrækker denne grøntsag på dåse. Dåsen er også betydeligt nemmere at åbne end den rigtige blomst. Og så slipper man for at smide fire-femtedele af indkøbet i skraldespanden.
Der findes dem, som mener, man skal koge og servere artiskokkerne hele. Så kan hele familien sidde og plukke bladene af, dyppe dem i majo, skrabe den lillebitte smule frugtkød, der er nogenlunde spiseligt, af med fortænderne, og spytte resten af det træagtige blad ud på tallerkenen. En ubehagelig fedtet fremgangsmåde, der efter min mening kun tjener det ene formål at give belægninger på tænderne.
I stedet tager jeg artiskokkerne med udenfor sammen med en skål citronvand. Derefter brækkes alle de hårde grønne eller violette blade af og toppen skæres væk et par centimeter fra bunden. Det skærer, stikker og prikker hænderne, som farves helt sorte flere dage, men til gengæld får man en meget fin, mør grøntsag, som enten kan spises rå, tilberedt eller henkogt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den chilenske forfatter Pablo Nerudas ode til artiskokken, hvor han beskriver plantens kampklare og krigeriske ydre, der gemmer på et blødt hjerte. På markedet optræder Narudas artikokker som soldater i geled, men det hårde går af dem, så snart de møder Maria, for hun drukner dem i en gryde.
Det gør jeg så også. Mine artiskokker koger et kvarters tid sammen med lidt hvidvinseddike, mynte og hvidløg. Afvekslingen består i at erstatte vand med hvidvin og tilsætte skalotteløg og andre kydderurter. De passiviserede artiskokker hældes på rene glas sammen med lagen, og så kan de sættes ind i kampen for velsmag efter behov.
Læs også
Mandler en masse
Snegletid
Basilicatas mærkelige frugter
Kapers i alle sprækker
Forår i oliefeltet
Årets første grøntsager pakket ind i vat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar