Snegletid

Dengang vi så på hus i Syditalien, var der ét, som havde to ret store og ikke specielt charmerende betonhuller i baghaven. Da vi undrede os over, hvad de mon var til, indskød ejendomsmægleren, at de to huller snildt kunne finansiere hele husets pris. Her opdrættede ejeren nemlig den lokale delikatesse lumache.

For at illustrere forretningen løftede ejeren dækslet af det ene hul og fremviste en enorm sneglefarm. På Salento er snegle af husejer typen en årstidsbestemt lækkerbisken på linje med vores fjordrejer, og hvis man er klog og flittig nok til at starte sit eget opdræt, kan sneglene indbringe en god ekstraindtægt på markedet, hvor de sælges til høje kilopriser.

Men man kommer ikke sovende til gode snegle. I naturen lever sneglende skjult under store planter, og de vandrer kun om natten. Derfor ligger snegleelskere på lur mellem artiskokplanter på kolde forårsnætter og snupper de snegle, der går forbi. Det kan blive til ret mange, hvis man bliver ved til morgengry. Hjemme igen installeres sneglene i et betonhul og fodres med salatblade, mens de stille og roligt bliver flere og flere.

I juni begynder høsten. Nu forsegles sneglehuset med en klump voks, så bløddyrene ikke kan vandre længere, man finder et passende gadehjørne, skriver lumache på et skilt og venter på, der kommer kunder i butikken. Jeg har dog aldrig følt mig fristet til at købe en håndfuld snegle, og det er heller ikke en ret, jeg frivilligt indtager på restaurant, men måske skulle man holde op med at være så sippet. Det kunne jo være de små muskelklumper smagte godt, og hvem ved: Måske er det en løsning på vores problemer med dræbersnegle.

Læs også
Mandler en masse
Basilicatas mærkelige frugter
Kapers i alle sprækker
Krigeriske grøntsager
Forår i oliefeltet
Årets første grøntsager pakket ind i vat