Forårstegnene pibler frem, så snart bilen har krydset alperne. Floderne bruser, græsset lyser grønt og der er fine, hvide blomster på æbletræerne. Længere sydpå blomstrer forsytia og mimoser, så man ikke behøver se gult resten af året, og ferskentræerne spreder noget, der ligner lyserød sildesalat ud over store dele af Tavolieren. En martstur gennem Italien efterlader vilde pletter af stærke farver på synspaletten.Alligevel er det ikke farver med fave, der for mig udgør det sikreste forårstegn. Disse spæde, grønne hestebønner, som danskerne for længst er holdt op med at spise, fordi de vokser som ukrudt og er lidt besværlige at tilberede.
Kærligeheden til årets første hestebønner blev vakt af en gammel, krumrygget tjener på en restaurant i Rimini for nogle år siden. Rejsens første rigtige italienske måltid i Italien blev rundet af med en skive pecorino, og næste gang den gamle tjener gik forbi bordet, stak han hånden dybt ned i jakkelommen og frembragte en håndfuld bønner, som han smed på bordet.
Indtil da havde hestebønner mest været noget, husmødre i Syditalien sidder og afskaller på gaden, inden de koger det til en bastant grød, der dokumenterer, at Italien engang var landfast med Egypten. Godt nok serverer italienerne Ful Medames med rape eller mælkebøtter i stedet for cumin, men ideen er stort set den samme, og man bliver under alle omstændigheder voldsomt mæt for næsten ingen penge.
På den baggrund var de brede, klumpede bønnebælge lidt af en overraskelse, men fornøjelsen ved at brække hul i hylstret og mærke den bløde, vatterede inderside skal ikke underkendes og til sidst kom belønningen i form af en delikat, sprød og letbitter bønne. Præcis sådan smager forår i Italien.
Læs også
Mandler en masse
Snegletid
Basilicatas mærkelige frugter
Kapers i alle sprækker
Krigeriske grøntsager
Forår i oliefeltet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar