Fascinerende fladt

Po deltaet leder tankerne hen på Medusa. Et billedskønt monster, der er så frastødende og betagende, at det forvandler beskueren til sten. Her er i hvert fald ål nok til en fyldig slangeparyk, og det mærkelige drømmende landskab burde kunne få de fleste til at stoppe op og stå helt stille et par minutter.

Indrømmet. Hvis jeg havde bestilt 14 dages ferie ved kysten syd for Venedi og ikke kendte området på forhånd, ville jeg ved første øjekast blive lidt skuffet. Landskabet, der præges af Po-flodens udløb i Adriaterhavet, er fladere end Amager, ligeså sumpet som Everglades, mere forurenet end Rhinen, og bebos af flere myg end en svensk skovsø i juli. Ifølge The Rough Guide to Italy fra 2003 pumpes betydelige mængder nitrater, arsenik og kviksølv hver dag ud i Po, hvilket forklarer badeforbuddet i flodens delta. Og selv de mest jublende rejsebeskrivelser minder læseren om, at de skal huske at medbringe insektspray.

Alligevel er deltaområdet udlagt som national park. Og når man har kigget lidt på de flade og fugtige omgivelser, fremstår de faktisk ret fascinerende. Her er klorofyl grønne enge og blå laguner med søde småøer. Kanaler med dybt originale ”Casone da pesca” fiskemaskiner og bådhuse på pæle. Gennemsigtige skove, hvor høje anorektiske træer står på snorlige rækker. Og et fantastisk fugleliv med flere hundrede forskellige fuglearter. Man vænner sig hurtigt til at se noget i næsten ingenting.

Ingenting er også byen Comacchio, der markedsfører sig som lille Venedig med tryk på lille. Byen har kun 22.000 indbyggere, tre broer på stribe og nogle kanaler, men den hjemsøges også af så mange ål, at man ligefrem har give fisken sit eget musuem. Museo dell’Anguilla, der også forhandler åledelikatesser, ligger i en gammel fiskefabrik. Ålen er også æresgæst på de lokale osteriaer og trattoriaer, der serverer den fede fisk i fritture, suppe, sovs, kogt, stegt eller tilbedret som becco d’asino, hvilket vil sige med løg, tomatsauce og eddike. Og hvert efterår inviterer hele byen til ålegildet Sagra dell’Anguilla.

Det mest interessante ved Comacchio er dog stedets historie. Havnebyen ved Comacchio hedder Porto Garibaldi, fordi det var her manden bag Italiens samling, nationalhelten Garibaldi, mistede sin brasilianskfødte hustru.

I 1849 tabte Garibaldi kampen om Rom og måtte flygte tværs gennem Italien. Hans gravide hustru, Anita, fulgte med på flugten, der foregik til fod og til hest tværs over bjerge og gennem floder. Det sled hårdt på Anitas helbred, og hun blev svagere dag for dag. I Cesenatico beslaglagde Garibaldi og hans mænd 13 fiskerbåde, som skulle bringe dem nordpå til Venezia, men ud for Comacchio blev de stoppet af et østrigsk fartøj. Det lykkes Garibaldi at undslippe og bringe den på det tidspunkt bevidstløse Anita i sikkerhed hos en sympatisør, men hun dør få dage senere. Garibaldi fortsætter sin kamp for et forenet Italien.

Så måske blev den smukke Anita forvandlet til en Pegasus, der kunne vende gru til godhed og bringe hendes helt videre mod stjernene. Det ville i hvert fald være helt i Medusas ånd og passe godt til mit billede af Po deltaet som andet end campingpladser og strandparasoller.