Blikket kigger indad. Ansigterne er højtidelige, stolte og en lille smule lidende. Og kroppen dirrer i højeste alarmberedskab. På et tegn fra præsten bøjer de første fire mænd let i knæene, knytter næverne og ranker ryggen, så den flere hundrede kilo tunge platform under dagens festhelgen hviler på deres skuldre. Med afmålte skridt bærer de det guddommelige ti meter ned ad gaden, inden det igen er tid til at overlade byrden til hjælpere med støtteben.
Koreografien for religiøse processioner i Syditalien er næsten altid den samme, og der er rig lejlighed til at studere trinene, for hver by og menighed har adskellige patroner, der skal luftes mindst en gang om året.
Optogene indledes som regel med et hornorkester, der iført flotte uniformer, trutter en eller flere - mig ukendte – melodier. Derefter følger en flok mestendels sorte kjoler indeholdende præster, kordrenge og korpulente koner. Og endelig kommer mænd og sønner slæbende med diverse malede og pyntede tableauer og træfigurer i størrelsesforholdet 1:1. Det er tungt arbejde, og man kan ikke lade være med at spekulere på, hvilke synder mændene forsøger at sone med risiko for at få hold i ryggen.
Bagtroppen udgøres af byens børn, mens en kødrand af kærester, kammerater og knap-så-troende medborgere kigger på og snacker. Det kan være svært at skelne religiøse processioner fra en gammeldags byfest. Festen slutter, når Jesus, Madonna, Santi Medici, San Nicolo, San Gregorio eller en anden af de - ifølge catholic.online - mere end 10.000 katolske helgener har ”fatto un giro” og er tilbage i kirken, hvor de tilbringer resten af året i en glasmontre.
For de medvirkende fungerer processionerne formodentlig som et indskud på den guddommelige bankbog, der enten sikrer dem et solidt afkast i himlen eller mulighed for at trækker over, hvis det på et senere tidspunkt skulle blive nødvendigt. Det er nok også nemmere at forstå de divine lidelser, når man selv har været ved at blive mast flad under den kollektive byrde. Og endelig virker de reliøse optog et rent ud sagt genialt publicity stunt.
Det er bjerget, der kommer til Muhammed, hvis man kan tillade sig at bruge et billede fra en anden gren af den teologiske storfamilie. Tilfældigt forbipasserende ateister skal klemme øjnene hårdt sammen og holde sig for ørerne for ikke at få genopfrisket en opbyggelig passage fra bibelshistorien. Dem, der ikke kommer i kirken så tit, som de måske burde, får et godt glimt af præsten og hans supporterer samt deres evne til at iscenesætte den lokale virkelighed. Og byen som helhed får et projekt, der udover at skabe turistindtægter kan binde dem sammen og give dem en identitet, der er forskellig fra nabobyens. Religion kan i visse sammenhænge være bedre end fodbold.
Måske skulle den lidt for almindelige danske folkekirke finde regntøjet frem, stille konfirmanderne op på række og gå en tur op og ned ad hovedgaden med alterstagen og Jesus på korset. Eneste problem er, at det har været prøvet før, og at den slags processioner nu forbindes med en særling som Moses Hansen. Desuden kræver det stor synd og endnu større muskler at slæbe rundt på Thorvaldsens apostle fra Vor Frue Kirke i København, der efter sigende skulle være virkeligt tunge at danse med.
Andre årligt tilbagevendende begivenheder
Stakkels kalkun
En tur i tidsmaskinen
Kaproning i ståbåd
Ingen kommentarer:
Send en kommentar