Fund fra fortiden

Det forunderlige ved små, private museer er, at man aldrig helt ved, hvad man kan forvente. Tag for eksempel bymuseet Ribezzi-Petrosillo i Latiano, Brindisi. Udefra ligner museet et helt almindeligt byhus, men inden i er det fyldt med den mest mærkværdige samling effekter, man kan forestille sig. Udstillingen spænder helt bogstaveligt fra arkæologiske fund over gamle pergamenter og tegneserier til gynækologiske instrumenter. Her har boet op til flere samlere med en virkelig bred smag.

Rundvisningen forestås af en midaldrende dame med en sky af sort touperet hår svævende om hovedet. Hun har, fortæller hun indledningsvis, arvet huset med indhold fra sin far og farfar. Farfaren var advokat, hvilket forklarer tilstedeværelsen af Italiens første lovsamling fra 1500-tallet, mens faderen, der praktiserede som læge, har bidraget med kirurgiske instrumenter, fotografier og en personlig hilsen fra Gabriele d’Annnuncio. Hvordan de øvrige effekter er havnet i et byhus midt på Salento, kan man kun gisne om – for rundvisningen ville strække sig over flere dage, hvis damen blev spurgt og skulle forklare det hele – men tingene fungerer som en illustreret historiebog i coffee table format. Man slår op et tilfældigt sted, læser lidt, og blandrer videre til næste årtusindendet.

Den sorte sky lægger ud en en begejstret fortælling om Messapierne, der levede i Latiano før romertiden. I gravkamre er der fundet store sorte krukker til at blande vand og vin, kander, guldsmykker, søm, pilespidser, vægte til væven. Der er også strigler til at skrælle det yderste lag skidt af huden, og nogle særlige krukker med en sjov kubistisk hank, der kun tilhørte døde kvinder. Alt er forbløffende helt og velbevaret.

Fra Messapierne flyver skyen ind over det det 20. århundrede og fremviser et værelse fyldt med italienske tegneserier. ”Samlingen er ikke komplet, men vi har mange årgange, og denne serie har lige haft 100 års jubilæum”, lyder det.

Man har det lidt som Umberto Ecos hovedperson Giambattista Yambo Bodoni i La misteriosa fiamma della regina Loana, men ikke ret lang tid ad gangen, for damen er ligeså omskiftelig som en vejrhane, og nu vil hun gerne præsentere en udstilling af mønter fra Magna Grecia til Euroen. Jeg stikker hende en dansk 5er som supplement til den udenlandske samling, og den vækker tilsyneldende lykke. Måske har den fået sit eget paphul at hænge i næste gang, vi kigger forbi.

De næste to timer kaster den sorte sky sin forunderlige skygge over jagtredskaber, legetøj, fotografiapparater, sabler, varmedunke, musikinstrumenter, hatte og tøj – og ind imellem stikker messapierne igen hovederne frem. Det er ret fascinerende. Blandt andet er der en lille maskine, som jægere for 100 år siden brugte som lokkedue. Når maskinen trækkes op roterer nogle små spejle, som fanger solens stråler, så fuglene tror, det er vand. Det gav jægerne noget at sigte på. Der er også en Lanterna Magica, der er en lille beholder med plads til en billedstrimmel, et glukhul og et stearinlys. Den kunne velhavende børn i gamle dage bruge som fjernsyn. Og der er autografer og billeder af den sidste italienske konge Vittorio Emmanuele, operakomponisten Puccini og ”nostro il Duce”, som damen siger, inden hun runder af i et musikrum.

Her står et par lirekasse-spilledåser, der stadig dur, hvis man drejer på håndsvinget. Det gør damen med så stor energi, at skyen hopper i takt til musikken som er en mazurka. Hun prøver også at få os til at tage en svingom, men vi nøjes med at klappe høfligt, hvorefter vi lige skal høre en polka.

Koncerten og rundvisningen sluttes af i en venskabelig, opløftet stemning til tonerne af Marseillesen, og vi takker damen med det Wella-svævende hår – og hendes mand, hendes datter, samt en anden gæst – hjerteligt for et museumsbesøg og en fornøjelse ud over det sædvanlige.