Butikskaglerier

Det er et fuldtidsjob at være italiensk husmor. Alene de daglige indkøb tager 2-3 timer, for selv om der er masser af supermarkeder og iper mercati, der får Bilka i Ishøj til at ligne den lokale købmandsbutik, skal man alligevel til bageren efter brød, til slagteren efter kød, på markedet efter grøntsager og til pasticceriaet efter kager. For slet ikke at tale om, hvor man skal hen, hvis man mangler en speciel elektrisk dims, en pakning til vandhanen eller lidt gødning til appelsintræerne. Hver ting har sin butik, og det kan være en kunst at finde den.

Det er heller ikke lige meget, hvilken bager eller slagter, man vælger. Hver butik har sin menighed og sin kvalitetsprofil, og snakken går hurtigt, hvis man lader sig se i en forkert forretning. Når butikkerne er fundet og udvalgt, skal man huske at sige højt goddag ved ankomsten. Tavshed opfattes som uhøflig i en grad, så det fortjener målerblikket. Derefter står man i kø, mens de andre kunder fortæller bagerdamen, hvordan det går med deres mors forkølelse, eller mens slagteren hakker 200 g kalvekød tre gange, for at det skal være ekstra fint. Hver handel ledsages af rigelige mængder småsnak. Slagteren er f.eks. rigtig god til at fortælle byens fruer, hvordan hans kone tilbereder diverse kødstykker med tilføjelsen om, at det, synes han, smager godt.

I går gik der et kvarter i butikken på den måde, inden det endelig blev min tur. Jeg skulle have noget kød i tern til en ragu, og da jeg ikke ville have kødet med ben, måtte slagteren ud i baglokalet for at hente e ny udskæring. Det fik en ældre dame til at mumle noget om alle de fremmede, der altid skal have specialbehandling, for at kunne tilberede deres mærkelige madretter.

Den slags bemærkninger er desværre ikke helt usædvanlige. Mange italienere er – som mange danskere – ualmindeligt skeptiske over for fremmede, og det er ikke alle vores vaner, de finder lige charmerende. I sådanne situationer plejer jeg at smile åndsvagt og lade som om, jeg ikke forstår et hak, men denne gang vidste slagteren bedre.

- La signora er heller ikke italiener. Hun er fra Spanien, forklarede han venligt.

Og så kunne vi snakke lidt om det.

Nogle gange kræver det en særlig baggrundsviden at tolke et enkelt udsagn i den mening, det er sagt. Kvinden i butikken er var ikke ude på at mobbe udlændinge, men praktiserede en særlig form for bonding, der sikkert vil give raguen ekstra smag.