lørdag den 18. april 2009

Svært at blive helt tilfreds

- Jeg har ikke flere små biler, så I får en Opel Zafira i stedet for en Opel Corsa men til samme pris, sagde Avis-damen, og sendte os et smil, der med den ene mundvig var sødt beklagende, mens den anden hvislede ”Der var I vel nok heldige, så fat det dog!”. Problemet var bare, at vi faktisk hellere ville have en lille bil, der er betydeligt nemmere at manøvrere rundt i gamle italienske byer, men sådan skulle det ikke være. Efter en lang udmattende rejsedag med mere uheld end held gider rigtige turister ikke gøre mere vrøvl.

Det skulle have været en let og behagelig rejse med fly fra København via Milano til Bari. Den samlende rejsetid på 10 timer var nærmest supersonisk, men så let gik det ikke. Ved ankomsten til Milano Malpensa viste det sig, at der kun var busforbindelse til Milano Linate fem gange om dagen, og så er en transittid på godt to timer pludselig ikke for meget.

- Bussen går først kl. 11.00, og turen tager en time. Det er to helt forskellige lufthavne, og der er langt imellem, fortalte billetsælger og smilede høfligt skadefro, inden han fortsatte: I kan også tage en taxa. Det koster 125 euro, og det er ikke sikkert, den er hurtigere end bussen.

Vi valgte at satse på bussen, og fik chaufføren med på et det godt kunne nås. Fem minutter i boarding time løb vi ind til Linate check in, hvor en sød og køn ung dame kiggede på billetten, og smilede:

- Den flyafgang findes ikke længere. Den eneste forbindelse fra Linate til Bari i dag går om fem timer. Vil I med den?

Som om transitpassagerer har et valg.

Altså tilbragte vi en temmelig lang eftermiddag i Linate – ikke specielt – internationale lufthavn.

Som adspredelse kunne man går lidt rundt mellem MyChef, Ciao og Calzedonia eller sætte sig på en tom parkeringsplads udenfor i forårssolen og se George Clooney reklamere for Nespresso.
Man kunne også drømme om, hvad fem timer i Milano kunne have været brugt til, hvis man var advaret på forhånd. Jeg ville f.eks. gerne se Den sidste Nadver, Jesus’ ligklæde og et par af de andre klæder, der har gjort Milano berømt. Nu måtte jeg nøjes med gratis panino og bibiteComplimenti da Air One”.

Det var en lang eftermiddag.

Til sidst blev det alligevel tid til afgang med kun en halv times forsinkelse, og her i sædelommens inflight magasin fandt jeg forklaringen på dagens misforståelser.

Siden jeg tjekkede flyforbindelser for godt en måned siden og fandt 3-4 afgange fra Linate til Puglia på en eftermiddag, har Air One, Alitalia og Volareweb fusioneret. Det samme gælder de mange daglige afgange, der nu er samlet i én med irriterende høj lastfaktor. Suk. Så nu nu kan man ikke længere betale Economy og flyve Business Class komfort på de strækninger.

Det tilbud har Avis til gengæld overtaget, med det resultat at jeg må opgive at køre til bageren, fordi en Opel Zafira ganske enkelt ikke kan klemme sig ned gennem den gade, hvor bageren ligger. Der er en grund til, at mennesker sjældent er helt lykkelige…

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629