Det er ikke hver dag man må flygte for en skildpadde, men sådan er vilkårene, når man venter på at den fornemme gamle frue skal beslutte sig for, hvem hun giver lov til at overnatte i sin renskurede lægebolig aka gasthof. I et hjørne inden for døren sveder en håndmalet kakkelovn fælt i sommervarmen, og de småbitte gæsteværelser med fælles bad og toilet på gangen er spartanske på grænsen til det frugale. Men udsigten er storslået, og byporten til Merano eller Meran, som fruen foretrækker at kalde byen, er kun due passi længere nede ad gaden.
Den fritgående skildpadde har en fetich for bare tæer i sanddaler og trods en alder på over 50 år, er den forbløffende livlig. En uelegant turtle trot i slow motion udfolder sig i gårdhaven, mens jeg spekulerer på, om krybdyr af denne art har tænder og kan bide hårdt i betydningen stivkrampevaccination, eller om de bare nipper lidt til storetåen. Usikkerheden er ret stor, så det skal ikke komme an på en prøve.
Imens har fruen besluttet at lukke os ind, og på vej op ad trappen møder vi et par i 30erne i fuldt dirndl og tyroler dress. Kvinden bærer forklædekjole, snøreliv, store hvide pufærmer og frikadellefletninger om ørerne, og herren er klædt i knæstrømper, bare ben og lederhosen med seler. Han mangler bare en Johnny Reimer hat for at gøre billedet fuldkommet, men måske er der ikke så meget at grine af.
- Da jeg gik i skole her i Meran, måtte vi ikke tale tysk sammen. Alt skulle foregå på italiensk, og et enkelt tysk ord på legepladsen blev straffet hårdt, hvisker den gamle frue. Undertrykkelsen af den tysktalende majoritet fortsatte til langt op i 60erne, hvor FN greb ind og fik sat en stopper for det der begyndte som Mussolinis italieniseringskampagne.
Grænsekonflikten fortsætter på den smalle gågade Via Portici, hvor pastabutikker ligger side om side med salumeriaer, som forhandler lokal grappa, pølser og speck. De tætte bindingsværkshuse er dekoreret i pastelfarver, der er hængepelangonier i altankasserne og udendørs Bierstuben helt frem til domkirkepladsen, hvor en italiensk byggestil med hvidvaskede huse tager over.
Den fritgående skildpadde har en fetich for bare tæer i sanddaler og trods en alder på over 50 år, er den forbløffende livlig. En uelegant turtle trot i slow motion udfolder sig i gårdhaven, mens jeg spekulerer på, om krybdyr af denne art har tænder og kan bide hårdt i betydningen stivkrampevaccination, eller om de bare nipper lidt til storetåen. Usikkerheden er ret stor, så det skal ikke komme an på en prøve.
Imens har fruen besluttet at lukke os ind, og på vej op ad trappen møder vi et par i 30erne i fuldt dirndl og tyroler dress. Kvinden bærer forklædekjole, snøreliv, store hvide pufærmer og frikadellefletninger om ørerne, og herren er klædt i knæstrømper, bare ben og lederhosen med seler. Han mangler bare en Johnny Reimer hat for at gøre billedet fuldkommet, men måske er der ikke så meget at grine af.
- Da jeg gik i skole her i Meran, måtte vi ikke tale tysk sammen. Alt skulle foregå på italiensk, og et enkelt tysk ord på legepladsen blev straffet hårdt, hvisker den gamle frue. Undertrykkelsen af den tysktalende majoritet fortsatte til langt op i 60erne, hvor FN greb ind og fik sat en stopper for det der begyndte som Mussolinis italieniseringskampagne.
Grænsekonflikten fortsætter på den smalle gågade Via Portici, hvor pastabutikker ligger side om side med salumeriaer, som forhandler lokal grappa, pølser og speck. De tætte bindingsværkshuse er dekoreret i pastelfarver, der er hængepelangonier i altankasserne og udendørs Bierstuben helt frem til domkirkepladsen, hvor en italiensk byggestil med hvidvaskede huse tager over.
Det er meget yndigt, og man forstår, hvorfor Merano ved det forrige århundrede skifte blev et af Europes første og største centre for masseturisme. Dengang var det især de mange helsebringende kilder, der trak udenlandske gæster til, og wellness industrien lever stadig i bedste velgående med store spabade, gigtsanatorier og helsehoteller. Om sommeren har spagæsterne følgeskab af vandrelystne hollændere og tyskere, som efter en lang dag i bjergene traver gennem byen med tykke strømper og fornuftigt fodtøj, og om vinteren tager skituristerne over.
Byen ender for foden af et bjerg, hvor Pissiria floden kommer brusende. Det var længere oppe ad floden i San Leonardo den lokale frihedshelt Andreas Hofer voksede op. Andreas Hofer blev født i 1767 og overtog kroen Sandwirt fra sin far. Derudover ernærede han sig som hestehandler, indtil han i 1809 blev så forbandet over Napoleons fremmarch og overgangen fra østrigsk til tysk styre, at han iværksatte et bondeoprør.
Byen ender for foden af et bjerg, hvor Pissiria floden kommer brusende. Det var længere oppe ad floden i San Leonardo den lokale frihedshelt Andreas Hofer voksede op. Andreas Hofer blev født i 1767 og overtog kroen Sandwirt fra sin far. Derudover ernærede han sig som hestehandler, indtil han i 1809 blev så forbandet over Napoleons fremmarch og overgangen fra østrigsk til tysk styre, at han iværksatte et bondeoprør.
Oprøret begyndte den 9. april 1809, hvor bønderne blev mobiliseret ved, at man hældte savsmuld floden Inn, som tegn på samling. Efter flere drabelige kampe mod Napoleons hær lykkedes det tyrolerne at indtage Innsbruck, Bolzano og Trento, men franskmændene gav ikke op, og i januar 1810 lykkedes det dem at fange Hofer, som var blevet forrådt af en nabo. Andreas Hofer blev kort efter henrettet i Mantova. Siden har Andreas Hofer haft martyrstatus i Tyrol, og 200 året for bondeopstanden fejres med udstillinger, optog, byfester og rollespil i mange af områdets byer.
Blandt deltagerne i fejringen kan man sikkert finde den gamle lægefrue, der, så længe hun kan, vil værne om sin tyrolske identitet. Og skildpadden er sikkert også parat til at nippe udenlandske invasionstropper i tæerne, hvis de kommer lidt for tæt på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar