søndag den 8. marts 2009

En tur i tidsmaskinen


Normalt er Oria en helt almindelig by på Salento med 15.000 indbyggere, en cattedrale, et castello ’svevo’ og - i klart vejr - en nydelig udsigt til to have. Men palmesøndag tager byen en tur i tidsmaskinen og forvandles til Jerusalem omkring år nul.

Hvert år iscenesætter byens kirker og borgere ’La Passione’. Det er Jesus' sidste dage som totalteater, og brugen af rekvisitter, statister og locations gør dramaet helt levende og nærværende. Det er næsten som at være til stede i Getsemane og på Golgata i selskab med Dario Fo.

Forventningens glæde
Ifølge de plakater, der er sat op på Orias lygtepæle, begynder optrinet kl. 19.30, men syditalienerne lever efter deres egen tidsregning. Efter en times trippen i martskulden har en lille skare tilskuere samlet sig, der gennemføres mikrofon- og højtalerprøver, og projektørerne bliver tændt og afslører en græsmark med et par oliventræer. I baggrunden tårner den bombastiske borg, og et par præster forsøger ihærdigt at holde styr på nogle af de over 200 medvirkende amatører, der lige skal have lagt sidste hånd på deres kostumer.


Syrede men stemningsfulde scener
Endelig forvandles skrat og hyletoner til genkendelige ord, og en speaker eller båndoptager oplæser verdensdommen, mens Jesus og hans disciple gør deres entre. I et hjørne accepterer Judas de 30 sølvpenge, Jesus salves og disciplene dækker bord til påskemåltidet.

Overspringshandlinger og poppede forkortelser forekommer ikke. Hele den hellige tekst udleves ord for ord. Det skaber nogle syrede men stemningsfulde scener, som ligner Leonardo da Vincis sidste nadver eller et maleri af Giotto i 3D.

Byvandring med skuespil
Under oliventræet ryster Jesus af dødsangst eller tiltagende nattekulde, og man fornemmer en vis lettelse blandt publikum, da frelseren pågribes og føres gennem en port med massiv trængsel til et andet sted i byen.

Her fortsætter dramaet med tilsætning af riddere til hest, der næsten ikke kan komme frem i de snævre gader. Hestene er nok også lidt urolige på grund af de mange mennesker, men alt og alle klapper.

Kulminationen kommer omkring midnat, hvor Pontius Pilatus vasker hænder foran domkirken, og så er Oria klar til påske.


Andre årligt tilbagevendende begivenheder
Kaproning i ståbåd

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629