Skriften på væggen i Volterra

Jeg har det med Volterra som børn, der bliver slæbt til Giza for at glo på pyramider, hvorpå de bliver så betagede af en kamel, at de ikke har øjne for andet.

Bevares. Volterra er en yndig toskansk by, og de gamle bymure holder effektivt den mest støjende, osende og anmassende biltrafik ude. Her er ikke en brøkdel af de turister, der hver sommer valfarter til nabobyen San Gimignano. Cafeer, restauranter og butikker med toskansk vin, specialiteter og kunsthåndværk i alabaster lokker med lamper og figurer af den kølige, hvidgule surrogatmarmor; dekorative poser med tørrede bønner eller spelt til en kilopris på over 12 euro; og udendørsservering af dagens menu turistico på rødternede duge med Chianti i bastflasker. Toscana idyllen kan næsten ikke blive bredere.

Etruskernes aftenskygge
Læg dertil at Volterra snildt dækker 3000 års historie. I byen, der 600 år f.v.t. var kendt som Felathri, har arkæologer identificeret byport, akropolis, amfiteater, badeanstalt og gravsteder, som etruskerne anlagde århundreder før og efter de blev indlemmet i Romerriget. De store sten giver et indtryk af det antikke folkeslags imponerende evner inden for byplanlægning og ingeniørkunst, og på Guarnacci Museet kan man se en fin samling etruskiske genstande og kunst, som den finurlige og ultramoderne skulptur af ’LangePeterMadsen-uden-tøj’, som den kontroversielle digter Gabriele d’Annunzio gav kaldenavnet ’aftenskygge’ eller Ombra della Sera.

De sidste 2000 år har indbyggerne i Volterra brugt til at kæmpe mod skiftende fjender og give den som bispesæde. Mens de fromme byggede katedral, kirker og palazzi, førte krigene til opførelsen af 6 nye byporte; en ny ringmur, der var kortere men også større og stærkere, end den etruskerne efterlod; en drabelig fæstning, og private tårnhuse med indgangsdøre i 3-4 meters højde, så man altid kunne byde fjender velkommen med en spand kogende vand.

På kanten af afgrunden
Dermed nærmer vi os kamelen. For når man kører zigzag op til Volterra, der ligger på en salthorst i 545 meters højde, kan man ikke lade være med at føle sig en lille smule intimideret af de bombastiske bygningsværker på kanten af afgrunden. Og kigger man nærmere efter kan man se pigtråd og maskingeværbevæbnede vagter i udkigshullerne.

La Fortezza Medicea blev bygget til militært brug i middelalderen, men ret hurtigt fandt man ud af, at bygningen også egnede sig til opbevaring af politiske fanger, det være sig modstanderne af Medici familien eller af den nationale samling under Risorgimento. I dag nøjes man med at spærre kriminelle inde i de middelalderlige celler, idet en del af fæstningen stadig fungerer som fængsel.

Det er dog ikke fængslet, der får italienerne til at rynke brynene, når man fortæller, at man tager til Volterra. Frem til slutningen af 70erne var en der nemlig også en anden meget iøjnefaldende bygning med ringmur, pigtråd og vagter i Volterra. Byens psykiatriske hospital havde plads til 6000 patienter – hvilket er fire gange så mange som antallet af psykiatriske sengepladser i hele Region Hovedstaden i 2008). Det har været et inferno af Danteske proportioner. På Internettet kan man læse, at der var 20 indlagte om hver håndvask, mens 200 deltes om et bad. Alligevel gemmer de nu forladte bygninger et besynderligt kunstværk.

Astronautisk mineingeniør
En af patienterne på hospitalet i Volterra hed Oreste Ferdinand Nannetti. Han beskrev sig selv som astronautisk mineingeniør, og brugte sine 14 år på inden for murerne til at skrive digte og ridse tegn og billeder med et bæltespænde på hospitalets vægge.

Nanof eller NOF4, som han kaldte sig, har i hospitalets gård efterladt 180 meters frise med meget tæt, smuk, speciel og rørende graffiti. Bogen af sten har betaget psykiatere, kunsthistorikere og fotografer, der blandt andet har beskrevet Nanofs efterladenskaber som et leksikon over følelser. Andre tolker tegnene som en brugsanvisning i, hvordan man overvinder hallucinationer, elektromagnetisme, stråling, højteknologiske våben, rumskibe, alkymi og visse metallers magiske kraft. Men mest af alt ligner det telefonblokskriblerier i kæmpeformat med masser af krimskrams, ord og ind imellem et billede af en kirke eller en soldat.

Det psykiatriske hospital i Volterra lukkede i slutningen af 1970erne, og i dag er NOF4s livsværk i kraftigt forfald. Vejr og vind har slebet muren, pudset falder af i flager, en del af bygningerne er revet ned, og Nanetti Oreste Ferdinand døde i 1994. Man skal være heldig for at opleve NOF4 på andet en fotografier. De er til gengæld lagt frit frem på www f.eks. på Flickr og i Giacomo Rizzo Photogallery.

Og har man først set disse fotografier, får køreturen op til Volterra, og synet af de mange mure, tårne, fæstninger, afsondring og indelukker en helt ny betydning, der hurtigt fjerner en begyndende kvalme over alt for mange brosten og hængepelargonier på et sted.