Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har krydset Gaugnano på vejen mellem Taranto og Lecce uden at lægge mærke til noget særligt, men denne gang var anderledes. Byen med omkring 6.000 indbyggere ligner så mange andre småbyer på Salento, men rygtet ville vide, at den huser et af de mest originale kunstgallerier/museer i Puglia. Det skal selvfølgelig opleves.
Vincent City ligger lidt uden for Gaugnano i Contrada Scalera tæt på jernbanestationen. Umiddelbart ligner det et almindeligt pugliesisk landsted, hvis det ikke lige var for bygningernes mange knopskydninger og de overdådige mosaikker, skulpturer, malerier og slogans, der pryder alle facader. Stedet virkede meget privat, så det var ikke uden betænkeligheder, vi parkerede bilen i gården og begyndte at udforske omgivelserne. En gammel kone stod i en hundegård og havde så travlt med at fodre dyrene, at hun knap kunne overkomme at sige godaften. En ung kvinde gik og mumlede for sig selv, mens hun afbrændte bildæk. Og et par håndværkere nikkede imødekommende uden at afbryde arbejdet. Her var ingen velkomstkomite eller restriktioner for fremmede.
’La casa è di tutti rispettiamola’ og ’Benvenuti nella città dell’arte’ stod der i badeværelsesfliser på forsiden af en trullo, og på en gavlvæg præsenterede grundlæggende Vincent Brunetti sig selv som ’Genio Universale & ministro senza portafoglio ”Zona Franca”’. Vi gik lidt rundt mellem havenisser, engle og amforaer, og nærmede os langsomt hovedhuset, der lignede en kloning mellem Gaudi, Hundertwasser og Peters Kirken med masser af helgener og apostle på tagskæggets Amagerhylde. En stor mosaik kaldet Rotonda della Zodiaco gav en alternativ fortolkning af stjernetegnene. På en bakke bag husene stod en 5 meter høj kopi af Frihedsgudiden, der blev holdt med selskab af en flot, sort gedebuk. Og en af de store tilbygninger var klædt ud som bar, bordel og kirke med spejle, ølreklamer, saloon lamper, afklædte dameskulpturer, lidt Michelangelo og nogle religiøse ikoner for good measure. Over alt kunne man fortabe sig i detaljer, og over alt var der voldomme sammenstød mellem forskellige symboler, farver og stilarter. Meget mystisk. Og meget interessant.
Inde i bar-bordel-kirken sad Vincent Brunetti og malede som besat, mens diskoteksmusikken dunkede ud af højtalere. Assistenten skulle virkelig arbejde hurtigt for at fiksere malingen og lægge de store, farverige lærreder til tørre. Galleriet bag dem afslørede da også en kolloenorm produktivitet. Unikke malerier stod i stabler og fyldte hver kvadratcentimenter af væggene. Vildt.
Assistenten var nu rykket nærmere, men han stod bare og kiggede med meget store pupiller, og når man spurgte om noget, var svaret umådeligt svært at forstå. Han var dog ikke uvenlig, og efter lidt tid tilbød han, at fremvise ’huset’. Vi fulgte efter ham over gårdspladsen og ind hovedhuset, hvor han tændte lyset i det ene mere overfyldte, kitschede rum efter det andet. Malerier, mosaikker, møbler, skulpturer og ragelse stod tæt pakket i besynderlige tableauer. Bare pletter var peppet op med popikoner, plastikblomster, ufatteligt grimme porcelænsfigurer, rokokomøbler og bløde tøjdyr i giftige farver. Selv loftet var indrettet med flyvende tæpper og kulørte lamper. Helheden var alt for overvældende til at give mening, men jeg skal helt sikkert tilbage til dette Christiania for kunst og kitsch. Og Brunetti selv kiggede da også op fra lærredet i et par sekunder for at smile og sige ’arriverderci’, inden han igen krummede ryggen og malede videre.
Ideen med Vincent City er, at alle, som har lyst, kan være med til at præge stedet, hvilket forklarer det mildt sagt brogede helhedsindtryk. Brunetti grundlagde det åbne hus i Guagnano i 1990erne. Inden da havde han høstet stor anerkendelse i Milano, men efter en personlig sorg, valgte han at vende tilbage til rødderne for at opnå den ultimative kunstneriske frihed. Han fik hurtigt selskab af andre syditalienske kunstnere som Orodè , der er ophavsmand til mange af mosaikkerne i Vincent City eller l’eremo, som det også kaldes. Og hvis du ikke lige kommer forbi Guagnano, kan du besøge projektet og kunstneren her.
Mere kunst
Det blå malet blåt
Dozza bader i billeder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar