Det blå malet blåt

- Gå bare ind. Udstillingen er åben, og der er fri adgang, siger en elegant dame og lægger skuldrene og hele sin vægt på den tunge, gamle dør til det spanske castello. Stillet over for en overflod af bastante forsvarsværker og meget lidt kanonild har mange byråd omdannet de historiske ridderborge til moderne kulturhuse, der præsenterer udstillinger af yderst skiftende karakter og kvalitet.

Denne udstillling fylder to rum og omfatter en serie glade naivistiske amatørmalerier, lidt collager, en guitar og nogle sort-hvide fotografier. Malerierne har tilsyneladende ikke noget bestemt tema, selv om der er en forkærlighed for Magritte's flyvende mænd og en grækenlands blå farve (se f.eks. Vincenzo Santoros bidrag). Fotografierne viser en mand i hvidt jakkesæt med hat og stok, der dingler rundt på en hvid trappe oplyst af en enkelt gadelygte. De har lidt "klovnen-græder-når-publikum-er-gået" stemning over sig, men jeg har stadig ingen idé om temaet for udstillingen. Først da jeg ser collagerne, går sammenhængen op for mig.

Collagerne ligner resultatet af en projektuge i fjerde klasse. Her er lidt udklip fra gamle billedblade, en vinyl plade og noderne til det største italienske pophit nogensinde, sangen 'Nel blu dipinto di blu' bedre kendt som 'volare'. Det viser sig, at udstillingen er en hyldest til Domenico Modugno, sangeren der med syditaliensk dialekt, amerikansk inspirerede swingrytmer og Elvis vrik med hoften vandt Sanremo festivalenen i 1958 og 1959. Først med historien om en mand, der drømmer han flyver ud i det blå malet blåt, og siden med og siden med tudefjæs og regnvej i 'Ciao, ciao bambina'. Det er præcis halvtreds år side, lyder resonnementer fra Circolo Culturale, der sammen med 42 kunstnere, hvoraf en del er fra Polignano, og en håndfuld professore og professoressaer står bag udstillingen.

Modugno, der døde i 1994, har stadig status af local hero i store dele af Syditalien, til trods for at han udvandrede til Torino som 19 årig og senere slog sig ned i Rom. Fødebyen Polignano a Mare (BA) har netop afsløret en bronzeskulptur af Modugno med udbredte Jesus arme for at hylde ham, og man kan forestille sig, at den lidt sydligere San Pietro Vernotico (BR), hvor Modugno havde sin barndom og ungdom, vil gøre noget tilsvarende. Samtidig dukker han jævnligt op på små, semiprivate udstillinger i komunekontorer, cafeer og castelloer. De castelloer, som gennem tiderne har modstået det ene fjendtlige angreb efter det andet, får nu slået døren ind af en lille, men ekstremt ørehængende sang.

Flere udstillinger
Blomsterkrukket charme