Skønne vildfarelser

I ‘Pictures from Italy’ fra 1846 beskrev Charles Dickens sine oplevelser i Genova:

“It is a place that ”grows upon you” every day. There seems to be always something to find out in it. There are the most extraordinary alleys and by-ways to walk about in. You can lose your way (what a comfort that is, when you are idle!) twenty times a day, if you like; and turn up again, under the most unexpected and surprising difficulties. It abounds in the strangest contrasts; things that are picturesque, ugly, mean, magnificent, delightful, and offensive, break upon the view at every turn.”

Og selv om der er gået mere end 150 år siden dengang, holder beskrivelsen stadig. Faktisk minder det mig ikke så lidt om Noto på det sydøstlige Sicilien.

Noto er en del af den ’store sicilianske World Heritage tur’ takket være sin gyldne barokke arkitektur, og en gåtur op og ned ad hovedgaden kan ikke undgå at imponere. Vi efterlod bilen på en stor parkeringsplads lidt uden for byens centrum og gik gennem få gader og utallige trapper, indtil vi kom til en stribe prægtige kirker og bygninger, som vi brugte det næste par timer på at undersøge.

Mod aften var tid til at vende tilbage til bilen, og efter at have forceret mange lange trapper samt et par hjørner og gjort holdt ved en meget lokal bar, hvor de serverede friskbagt pizza margherita i skiver, burde parkeringspladsen være i syne. Det var den bare ikke. Alle gaderne i boligområdet så helt identiske ud med deres lave hvide huse, og man tror hele tiden, at et eller andet vil vise sig bag om den næste bakke, men jo længere man går, jo mere farer man vildt. Den forholdsvis beskedne by tog pludselig form af en regulær labyrint.

En venlig ældre kvinde forsøgte at hjælpe, men det er svært at vise vej til et ukendt sted, og med tre store parkeringspladser i forskellige dele af byen var der ingen åbenlys løsning. Kvinden spekulerede længe over, hvor vi mon havde glemt bilen, og blev mere og mere snakkesalig. Hun genfortalte Notos historie i korte træk og gav et personligt referat af den tidligere paves besøg i byen, mens vi gik rundt og ledte. Hun mente også at kunne huske den kunstneriske danske dronning, der en gang havde besøgt Noto og vist endda købt et hus i området, og så synes hun i øvrigt, vi skulle komme tilbage til infiorata i maj, hvor byens gader er dækket af blomster. På det tidspunkt var mine fødder blevet så ømme, at jeg opgav at lytte efter, men til sidst kom vi tilbage til hovedgaden, og der skiltes vores veje. Og ved at gå tilbage samme vej som vi var kommet, lykkedes det også at redde os ud af de uventede og overraskende vanskeligheder og finde bilen.

Læs mere om forfattere og steder fx
Om efteråret tygger italienerne tåge