Om efteråret tygger italienerne tåge

Efteråret indhyller det meste af Italien i en tyk tåge. Så snart man kommer ned fra Alperne og vågner op på Po-sletten, forsvinder verden i en uvirkelig mælkehvid dis, der tager toppen af alle lyde og lugte og får forgængere, cykler og biler til at bevæge sig i slowmotion. Det må være omtrent samme følelse, man får, hvis man dykker ned i et glas Pernod og skal kæmpe hårdt for at komme op til overfladen.

Fænomenet er flot beskrevet af Gabriele D'Annunzio, der i Notturno: Commentario delle tenebre skriver:

"Usciamo. Mastichiamo la nebbia. La città è piena di fantasmi. Gli uomini camminano senza rumore, fasciati di caligene. I canali fumigano. ... Le lampadine lucono come i fuochi fatui in camposanto.... I fantasmi passano, sfiorano, si dileguano.... [qualcuno] Cammina senza tacchi, senza scarpe, senza sandali... Una falda di nebbia mi strischia su la gota. Una frotta di ubriachi urla lagiù, in fondo al traghetto."

[Let's go out. Let's chew the fog. The city is full of phantoms. Men walk noiselessly, wrapped in dimness. The canals smoke.... The lamp bulbs shine like will-o'-the-wisps in a graveyard... The phantoms are passing, brushing by, melting.... (Someone) is walking without heels, without shoes, without sandals.... A flap of fog grazes my cheek. A band of drunks is shouting down there, down by the ferry.]

(Oversættelse fra Literarywiki.org)

D’Annunzios tekst bruges af Umberto Eco i La misteriosa fiamma della regina Loana sammen med en lang række andre tågetekster, som skildrer det moderne Italiens historie, for det er ikke kun lokalt, efterårshimlen lægger sig helt ned på jorden.

Banker af dis og tåge indpakker søerne i Lombardiet og Piemonte og kanalerne i Venedig. De findes mellem bakkerne i Toscana, langs kysterne og ved foden af Abruzzos og Lucanias bjerge. Selv på den flade, varme Salento halvø kan morgenluften være så tæt af vanddamp, at man knap kan skimte det nærmeste oliventræ.

Sådan en efterårsmorgen i Puglia er alt helt vådt og tyst kun afbrudt af smældet fra jægernes haglgeværer. Tågen lægger sjovt nok ikke en dæmper på det andet store årstidsbestemte fænomen, så når det er jagtsæsonen, bliver der skudt. Hvad jægerne rammer, aner jeg ikke, for ud over herreløse hunde, småfugle og kryb har jeg aldrig set vildt på Salento. Men et eller andet skal de skydende vel have i bytte for de brugte grønne og røde patronhylstre, der dukker frem på jorden, når solen har fået de sidste tågede vanddråber til at fordampe.

Mere om vejret
11 gode råd til at overleve varmen