mandag den 26. oktober 2009
Et mesterværk af en ost
En af de virkeligt skønne ting ved Italien er den stolthed og entusiasme, der lægges i helt almindelige dagligdags ting, som f.eks. ost. Netop ankommet fra Danmark gjorde vi holdt ved et tilfældigt supermarked langs landevejen for at købe ind til aftensmad. Pålæg, ost og kød lå pænt fremme i kølediske, men den charcuteri ansvarlige salumiere holdt sig i nærheden, og han ville hellere end gerne svare på spørgsmål.
- Dolce o piccante? A tavola o per cucinare? spurgte han, da jeg bad ham om at anbefale en ost. Ved meldingen om, at den skulle være mere mild end stærk og til at servere ved bordet frem for til at rive over pastaen, hev han fat i en pecorino sardo.
- Er den god, spurgte jeg dumt og blev mødt af et meget bebrejdende blik.
- Ma signora - è un capolavoro! udbrød han med et udtryk, jeg ikke har set siden Beauvais kørte ketchup reklamer med en spanier, der kaldte sine tomatbørn for ’bambini’. Det er i hvert fald ikke ret tit, ekspedienterne i et dansk supermarked omtaler en af deres oste som et mesterværk.
På det italienske landbrugsministeriums hjemmeside kan du læse mere om de spiselige italienske mesterværker, og denne lille film viser, hvordan pecorinoen bliver fremstillet.
Læs mere om mad
Ostesælgere på stranden
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar