Netop hjemvendt fra endnu en skøn bilrejse tværs gennem Italien - denne gang fra Rom til Salento - synes jeg det må være på sin plads med nogle trafikale observationer.
Set gennem skandinaviske (- og juridiske) briller kører italienerne en smule uortodokst, men når man kender deres trafikvaner, forekommer de ikke så farlige endda, og de virker ikke nær så ubehageligt aggressive som nordeuropæiske trafikanter. F.eks. har jeg aldrig set italienske bilister give hinanden fingeren eller love hinanden bank, fordi de synes, den anden 'kører råddent'.
Tværtimod er italienerne rimeligt tolerante på grænsen til det apatiske, når det gælder alternative køremåder. De dytter stort set kun som advarsel i hårnålesving, hvor der er 'horn påbudt'. Når de holder for rødt og regner med, at forreste bil ikke kan se lyset skifte. Og når de skal hilse på venner eller fejre en fodboldsejr. Dyt er sjældent uvenligt ment, og de bliver ikke brugt som en løftet pegefinger til at irettesætte andre trafikanter. Man kan køre over for rødt eller mod ensretningen, uden at få en hær af selvtægtere på nakken. Politiarbejdet overlader trafikanterne sjovt nok til politiet.
Noget af det første, man bemærker, når man kaster sig ud i tæt italiensk trafik, er trangen til at køre tæt. Italienere er et socialt folkefærd. De ligger tæt på stranden, de bor tæt på hinanden i lejligheder, de færdes i store flokke, når de holder ferie, og de føler ikke noget stort behov for at holde afstand i trafikken. Hvis der er plads, er der plads, uden at man behøver at indregne en sikkerhedsmargin på flere meter eller skele til striberne. Det skal jeg lige vænne mig til, hver gang jeg kommer fra Danmark til Italien, for det er lidt skræmmende at opdage, at en motorino tager den inden om mellem bilen og betonklodsen, når man er ved at dreje ud af en motorvejsfrakørsel.
Trangen til at køre tæt udmønter sig også i en ubehagelig vane med at skifte bane eller køre frem uden at bruge blinklyset, bakspejlet eller se sig særligt meget til siden. I Italien gælder det om at se fremad, så hvis du ser en bil, der kunne have en interesse i at hugge ind foran dig, er det dit ansvar at have foden på bremsen eller advarer vedkommende med dyt eller lys, inden det er for sent. Til gengæld behøver du ikke bekymre dig så meget om dem, der ligger bagved, for de er garanteret i fuld gang med at prøve at læse dine tanker.
Fordelen ved at alle ser fremad, er, at man let kommer frem i trafikken. Flettereglen bruges på livet løs, og hvis man skiftes til at køre frem, får man næsten altid plads. Det glider stille og roligt som organiseret kaos. Der er dog ingen, der ligefrem stopper op og vinker én ud fra en sidevej, hvis man ikke selv udviser en smule initiativ. Det kunne jo tænkes, man havde lyst til at blive holdene. Derfor vil de bagfrakommende også straks søge inden- og udenom.
Omvendt kan tankelæsningen også volde problemer. De opstår for eksempel, når italienerne multitasker, mens de kører. Biler begynder pludseligt at køre uforklarligt langsomt eller slingrende, hvis chaufføren skal sende en sms eller svare sin mobiltelefon. Den slags er svært at forudse. Denne sommer undrede jeg mig også over, at medtrafikanter stod på bremsen, når de mødte et 'Controllo elettronico della velocita' skilt. Advarslen om elektronisk hastighedsmåling har stået på vejene i årevis, men de seneste måneder har de fået følgeskab af politifolk med fartkameraer eller luskende lyseblå bokse med kraftige refleksstriber og indbygget fartmåler. Det kan få motorvejstrafikken til at gå i stå meget hurtigt.
Andre showstoppere er ’bisværme og dræber-Pandaer’. Langsomme køretøjer som den i Syditalien allestedsnærværende arbejdsbi ’Piaggio Ape’ eller den lille Fiat Panda, der kun lige kan holde en fart på 100 km/t, hvis det går ned ad bakke i medvind. Disse biler forvilder sig ind i mellem ind på autostradaen, hvor reglen er at man skal køre mindst 50 km/t i midtersporet og 70 km/t i ydersporet længst til venstre. Indersporet til højre har ’fri’ langsom hastighed.
Imidlertid er der ikke nogen italienere med respekt for sig selv og deres biler – Ape’erne undtaget – som vil nedværdige sig til at køre i indersporet sammen med lastbilerne. Småbitte bybiler snegler sig af sted i midten og giver andre valget mellem at overhale indenom eller følge reglerne ud i overhalingsbanen, hvor man risikerer at få en BMW i nakken med 200 km/t.
BMWen ved godt, han skal holde sig fra dem foran, så selv om han blinker hysterisk og fylder hele bakspejlet, behøver man ikke reagere overilet.
Det eneste tidspunkt jeg ikke er helt tryg ved at køre i Italien er søndag eftermiddag efter den store familiespisning med vin og ’amaro’. For italienerne er ubriachi, spritbilister, altid nogle andre end dem selv, og jeg kender ingen, der afstår fra at køre bil med den begrundelse, at de har drukket en halv til en hel liter vin til maden. ’Det gør man jo’.
For en aktuel status på motorvejstrafikken i Italien tjek Autostrades hjemmeside. Der er webcams, vejrudsigter og route planner samt en udmærket version på engelsk.
Mere trafik
Kulissen til en road movie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar