Kulissen til en road movie

Fra Reggio Calabria til Taranto er der 491 kilometer asfalt, der forbinder vanvittige truckere med Magna Grecia monumenter, middelhavsdufte, fiskerbyer og nybyggeri.

Underlægningsmusikken mangler, men ellers ligner Europavej 90 kulissen til en amerikansk road-movie med asfalten spændt ud mellem den blændende sol, det uendelige blåblå hav, bjergene og de øde gule sletter. I dette farvespil, der burde kunne gøre enhver svensker lykkelig, møder man lokale arbejdere, der forsøger at tjene et par euro uden om La Fiamma Gialla ved at sælge chili på snor; camionisti med bar mave, sorte solbriller, juletræskæder i forruden, Padre Pio i bakspejlet og anhængeren fyldt med smuglergods; og Schumacher-kloner, der flasher deres røde Ferrari i søvnige fisker- og feriebyer. En cocktail, der gør Statale 106 til en af de farligste vejstrækninger i Italien.

Havarerede bilvrag, blomsterbuketter, hyppige fartkontroller og vejstrækninger, der er spærret på grund af færdselsuheld eller vejarbejde, vidner om den latente fare, og gør de knap 500 kilometers køretur til et heldagsprojekt. Vejen er i disse år ved at blive udvidet fra et spor i hver retning til en motortrafikvej med fire spor, og betonklodser til at adskille modkørende biler, men anlægsarbejdet tager tid, og så længe det står på, er lange køer en del af fornøjelsen. Det samme er trangen til at køre endnu hurtigere og endnu vildere, når der en gang imellem opstår huller i trafikken. Dødeligheden på Statale 106 ligger stadig over gennemsnittet for italienske landeveje.

Og vejen afslører flere modsætningen end kontrasten mellem den tætte trafik og det affolkede landskab. Her står elektriske palmer i rødt plastik side om side med den ægte vare. Man møder en enarmet tyveknægt for hver helgenstatue. Nye indkøbscentre og feriebyer i klare farver skyder op i nabolaget af Magna Grecias doriske søjler. Opdyrket landsbrugsjord giver plads for skovklædte bjerge, der strækker sig helt ned til vandkanten. Og appelsinplantager og eukalyptustræer kamuflerer dunsten fra ildelugtende olieraffinaderier.

Statale 106 er endnu ikke så angrebet af pænhed, at det helt overskygger områdets vilde og rå karakter. Alligevel har forholdene ændret sig radikalt, siden den engelske rejsebogsforfatter Augustus Hare for godt hundrede år siden advarede udlændinge mod overhovedet at rejse i Syditalien:

“The vastness and ugliness of the districts to be traversed, the bareness and filth of the inns, the roughness of the natives, the torment of zinzare, the terror of earthquakes, the insecurity of the roads from brigands, and the far more serious risk of malaria or typhoid fever from the bad water, are the natural courses which have hitherto frightened strangers away from the south.”

Augustus Hare: Cities of Southern Italy and Sicily

Mere trafik
Kyssebiler