For nogle år siden fortalte en italiensk contadino bonde mig, hvordan man bliver selvforsynende med pinjekerner.
Det gælder om at udse sig et godt, fritstående pinjekerne-pinjetræ, som er cirka dobbelt så stort som almindelige pinjetræer, der i parentes bemærket også er pænt store. Der går man hen efter et godt blæsevejr, hvor det har regnet med kæmpekogler, og samler nogle stykker. Koglerne lægges til tørre i solen, så de spreder 'bladene', og derefter kan man pille, slå og vride kernerne ud.
Kernerne sidder som tvillingepar bag hvert blad, og de er selvfølgelig pakket godt ind i en hård, sortpudret skal. For hver eneste lille pinjekerne skal man finde en hammer, slå forsigtigt på skallen til den revner, og fiske den hvide kerne ud, samtidig med at man har meget sorte hænder efter at have været i nærkontakt med skallen.
Et virkeligt kunststykke, hvis man altså gider. Jeg har ikke tålmodighed til den slags.
Posen med sidste vinters foråd af pinjenødder ligger stadig i en sky af sort pulver og venter på at blive knækket til kerner. Og når der skal tilberedes pesto eller bages strudel, køber jeg med glæde mine pinjekerner i supermarkedet, hvor de kan fås til en rimelig pris set i forhold til det kolossale arbejde, der skal til i frembringelsen. Med i købet får man en portion overtro, idet de gamle romere mente, at pinjekerner fremmer vækst og frugtbarhed.
Det kan du læse mere om på det lille, men meget charmerende, virtuelle pinjekernemuseum Museo virtuale del pinolo. En ægte italiensk opskrift på strudel findes på Idee ricette og Mangiare in Liguria kan fortælle, hvordan man laver pesto.
Mere fra nyttehaven
Ballo di Mario
Ingen kommentarer:
Send en kommentar