tirsdag den 10. november 2009
Overflod af granatæbler
På denne tid af året modnes granatæblerne i Syditalien, og hver gang det er et lille mirakel at se det skrøbelige, underernærede træ kæmpe for at holde grenene oppe trods en overflod af sværvægtsfrugter.
Du kan spænde rundt om stammen på vores melagrane med to hænder, de største grene er tynde som kviste, og toppen hæver sig kun 3 meter over jorden. Alligevel blomstrer træet med store, røde blomster og lysegrønne blade hvert forår. Om sommeren ligner frugten en kronet kugle, som den keramikerne i Grenada bruger som illustration på deres lertøj. Og i oktober sprækker det røde og senere brune læderagtige skin og afslører en farlig masse røde kerne. Intet under at granatæbler står som symbol på frugtbarhed, rigdom og held.
Derfor blander nogle syditalienere granatæblekerner med hele hvedekorn, som står for overflod, mandler og valnødder, der minder om skelettets hvide knogler, grønne druer for sundhed og lidt chokolade, kakao eller kanel og figen eller druesaft for god orden og kalder det La Colva.Denne alternative frugtsalat serveres Ognissanti og il giorno dedicato alla commemorazione dei defunti den 2. november, når familien vender tilbage fra kirkegården, hvor de har brugt dagen på at gøre rent og pynte op omkring gravsteder for familie og venner.
Derudover anvendes granatæbler hovedsageligt til dekorative formål i salater og risotto, hvilket måske forklarer min nabos nysgerrighed, da jeg kom gående gennem haven med et smukt melagrane.
-Jeg kan se, du har plukket melagrane, men hvad skal du bruge det til? spurgte hun.
Jeg er tilbøjelig til at stille mig selv det samme spørgsmål. Specielt fordi der stadig er spande af granatæbler på træet. Hvis jeg lader dem sidde længe nok, vil de måske blive forvandlet til sarte, giftefærdige piger, der er hvide som ricotta og røde som blod, ligesom i Italo Calvinos eventyr L'amore delle tre melagrane.
Mere havebrug
Gid man gad
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Det er et flot billede.
Eller måske er det ikke billedet, men nærmere bare synet af træet, der er imponerende.
Det kan godt være, du ikke får brugt alle granaterne, men de pynter jo også, som de bare hænger der.
Send en kommentar