Jeg ved ikke helt, hvordan det italienske foreningsliv fungerer, og hvor man melder sig, hvis man f.eks. gerne vil gå til aftensskoleundervisning i stenslibning, engelsk eller standard dans, men jeg har flere gange set offentlige steder blive overtaget af en gruppe danseglade hobbister.
Det sker som reglen lørdag eller søndag aften på pizzeriaer med levende musik og udendørsservering. Pludselig lægger man mærke til, at gæsterne ved alle de andre borde hverken bestiller Margherita, vin eller postevand. De sidder bare på restaurantens hvide plastikstole i nattemørket og vipper med en højhælet guldsandal eller et par nypudsende laksko. Og på tegn fra keyboardmusikeren rejser alle de indviede sig og begynder at danse latin, jitterbug, vals eller polka. De er oven i købet ret gode til det, så glade amatører, som kun kender dansetrinene gennem fjernsynet og fru Fogh, bliver hurtigt stemt hjem eller skubbet ud til siden. Man føler sig lidt som underdressed og uinviteret tilskuer til danseskolens årlige afslutningsbal.
Det mærkeligste optrin, jeg har oplevet, var på et pizzeria i Calabriens bjerge. Her var opstillet nogle store sofaer med de spisende i en rundkreds udenom, og i sofaerne satte 20-30 små, gamle mænd og koner med gråsort tøj og barkede næver sig til rette, mens ejeren bag hammondorglet varmede op. Efter et par indledende numre blev der skruet op for harmonikaen og volumen, og pludselig hoppede alle de små bønder og bondekoner op og ned på en lang linje i en meget livlig og konditionskrævende dans. Ind imellem smed de sig i sofaerne for at puste ud og dampe af, men der gik ikke mange minutter, før de igen dansede svedende rundt mellem hinanden i et for mig uigennemskueligt mønster.
Sådan kan man også tilbringe en lørdag aften.
Mere dans
Pizzica på hjemmebane
Ingen kommentarer:
Send en kommentar