Studerende i Milano går på aftenskole for at lære at danse pizzica, og på en plads i Rom kan man se en kvinde prøve at danse sig selv i trance, men ingen steder lever den tarantella i den oprindelige folkelige form som på Salento.
Pizzicaen er traditionel folkemusik med rod blandt Salentos vinstokke og tobaksplanter. Det hedder sig, at heftig dans kunne kurere bid fra den giftige Tarentula edderkop, og derfor gik musikere før i tiden rundt mellem markerne under høsten. På den måde kunne de hurtigt tilkaldes, hvis nogen blev bidt. Sådan er det ikke længere, men musikken er stadig inden for rækkevidde.
- Vi kommer langvejs fra for at spille for jer i aften, siger forsangeren som optakt til koncerten med Folkeria Messapica og nævner nabobyen syv kilometer længere henne ad Via Appia som gruppens hjemsted.
Seks musikere i alderen 15-45 år står klar med guitar, bas, harmonika, trommer og tamburin, mens to sangerinder og dansere vifter med kjolerne i bedste flamenco stil. Så går det løs. Efter en rolig start i 6/8 takt sætter tamburinen tempoet op til 16/8,og mens folk over 25 år mister pusten, hopper pigerne rundt i takt til musikken. Dansen indledes af serier med to hurtige hop på hvert ben, mens det andet underben dingles fra højre til venstre. Armene bevæges minimalt med hænderne i siden, når de da ikke kaster koket rundt med kjole og tørklæde. Midt i nummeret begynder danseren at snurre rundt som en snurretop, der ser ud som om, den er i fare for at vælte ud over scenekanten. Pizzica er polka og pogo på speed - en vild dans.
Koncerten, der finder sted på kirkepladsen midt i byen, har samlet sortklædte kvinder, tandløse mænd, midaldrende og familier med børn samt den lokale ungdom, der ligesom jævnaldrende danskere kan inddeles i poptøser og -drenge, goths og punks. Ikke den nemmeste gruppe at imponere, hvilket understreges af forsangerens ironiske ”Grazie per l’applauso spontaneo”, der må indskydes efter hvert nummer for at få publikum til at løfte hænderne.
Der går dog ikke længe før børn og unge danser den heftigste pizzica foran scenen. De gamle mænd kender repertoiret og synger med på sangene om tobaksplukkersken i ’Femine, femine’ og glæden ved et godt måltid mad i ’Cozze belle cozze’. Og alle griner af historien om nonnen og slagteren.
Man kan godt se at Folkeria Messapica er så tæt på hjemmebane, som de næsten kan komme, og ved midnat 2½ timer senere genlyder tarantataen stadig i byens gader.
Mere undersholdning
Passa parole
Ingen kommentarer:
Send en kommentar