Det er altid lidt stressende at ankomme til Villa San Giovanni for at fange traghettaen til Sicilien. Efter flere hundred kilometers mærkelig motorvejskørsel med non stop stop/go trafik, virker ankomsten til færgen mistænkeligt uproblematisk. De lange opmarchbåse forekommer uhyggeligt tomme, men først ved billetlugen, hvor jeg bliver bedt om at tage stilling til, om jeg vil have en enkeltbillet til 25 euro eller en returbillet til 49 euro, går det op for mig, at der nok er konkurrence på overfarten. Alligevel er jeg dum nok til at købe en returbillet, hvilket betyder, at vi skal finde et bestemt færgeleje på havnen i Messina, men den fornøjelse ligger heldigvis langt ude i fremtiden. Her og nu gælder det om at finde en åben bovport.
Det lykkes med hjælp fra en rygende mand, der skal have hele overkroppen ind af forruden for at kontrollere billetten. Han mener lige, vi kan nå ombord på den først sejlende færge, hvilket vil spare os for tyve minutters ventetid. Adgang til færgen er dog spærret af et el-kabel og fem mand, der er dybt optaget af en eller anden reparationsopgave. Efter at have siddet nogle minutter med et par hjul over vand og et par hjul på land uden at opnå øjenkontakt med loadmasteren, hvem det så end måtte være, kører vi hen over ledningen. Det ser ikke ud til at genere de håndværkere, der bestyrer værktøjet for enden af kablet, men manden, der står i den modsatte ende og anviser biler en plads på den næsten tomme færge, bliver edderspændt rasende. Ingen skal køre frem eller tilbage, før han har givet tilladelse, og der skal mange afvæbnende undskyldninger og bortforklaringer til at få ham til at smile igen.
Fem minutter senere sidder vi på dækket af den flydende rustbunke og nyder den fænomenale udsigt til Sicilien og Calabrias vestkyst. Sejlturen over Messinastrædet er efter min bedste overbevisning ligeså skøn som turen over Bospherus. Der mangler bare tespits og te-servering samt måske et par delfiner. I stedet er der en indbildt skygge af Etna samt mange andre færger på vandet, og alle tager en omvej mod nord, inden de sejler ned langs Siciliens kyst. Efter godt en halv time er færgen i havn, og der er lejlighed til at dyrke sightseeing i Messina, indtil man finder vejen ud af byen.
Hjemturen er heller ikke uden udfordringer. Den første gælder identifikation af det rigtige færgeselskab, og derefter skal man følge skiltene ind mellem tætte rækker af parkerede biler og ned under en bro, hvor vejbanen tilfældigvis mangler en halv meter asfalt. Den afledte lyd, når bunden af karrosseriet rammer jorden, gør ondt på de fleste afgiftsplagede danske bilejere, og snart begynder tårerne at trille, da vejen fører forbi en meget ildelugtende, sort og røgfuld dækafbrænding. Nede ved færgelejet er der stadig ikke et øje i sigte, men en flink havnearbejder siger, vi bare skal køre på togskinnerne, og bag containere i to etager ligger der ganske rigtigt en åben tog- og bilfærge.
Det kan godt ske, Homer overdrev en smule, da han beskrev monstret, Scylla, med de mange hoveder, der bevogtede indsejlingen til Messinastrædet og åd de sømænd, som kom for tæt på kysten, mens hvirvelstrømmen Charybdis trak hele skibe ned, men strømforholdene i Messinastrædet er farlige og uforudsigelige. Præcis ligesom skiltning og tilkørselsforhold for de turister, der forsøger at navigere havneområdet i op til færgerne.
Mere Homer
Kyklopens klipper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar