Kager til kaffen

I vores del af Italien er det almindeligt, at gæster medbringer kager til kaffen, når de inviteres på middag. Kagerne er af en ganske særlig slags, der købes i et pasticceria efter vægt, og normen er et halvt kilo, svarende til en mellemstor bakke.

I forretningen kan man så vælge mellem ’secca’ eller ’pasta di mandorla’, der er fællesbetegnelsen for de tørre og ikke specielt populære kransekager, og ’con crema’, som er små elegante lagkager, vandbakkelser, cannelloni eller mazariner med fyld af chokolade, creme eller ricotta. Det hele lægges omhyggeligt op i et fint mønster på en guldbakke og pakkes ind i pænt papir, der foldes med bærehank. Gaven skal jo helst tage sig godt ud, når den åbnes i værtindens køkken.

Derefter vil forsamlingen hygge sig med at udpege de kager, de hver især ikke kan lide, alt imens de diskuterer, hvorfor et pasticceria i den anden ende af byen er meget bedre. Til sidst bliver kagerne skubbet til side i formodning om at ingen kan få en bid mere ned efter at have sat hele værtindens måltid til livs. De italienere, jeg kender, kan ikke beskyldes for at ”finta cortesia”. Eller også er italienske og danske høflighedsformer virkelig ude af sync.

Læs også
Italiens bedste is