Toscana og Provence er nogle af de få steder i Europa, der udgør sit eget brand. Bare man siger ordet begynder folk at tænke på dekorativt afskallet okkermaling, rustikke stenhuse, duftende krydderurter, middelalderlige borgbyer, slanke poppeltræer, ranke solsikker, stribede vinmarker, vuggende bakker og evig solskin foruden kunst, mad og vin i verdensklasse. Og Toscana er da også overdrevent smukt og sanseligt.
Derfor kunne det ikke undre, at alle hoteller var optaget, da vi ankom til Montepulciano sidst på eftermiddagen en kølig forårsdag efter en tur rundt mellem termerne i Val di Chiana Senese. Langs landevejen lå den ene agriturismo efter den anden og forsøgte at lokke turisterne indenfor, men inde i byen var der ingen ledige værelser. Heldigvis fandt vi et lille affitto camera, lige uden for bymuren, og selv om indehaveren ikke var hjemme, bød hendes gamle mor velkommen, udleverede nøglen til et smagfuldt værelse med den mest fantastiske udsigt og bad os lægge pengene på kommoden inden afrejse næste morgen.
Da vi efterfølgende vendte tilbage til bymidten med de krogede gader, havde mørket taget alle mennesker, og man fik fornemmelsen af at være blevet glemt i Tivoli efter lukketid. Der var ingen lys i lejlighederne, enotecaer og gelateriaer rullede skodderne ned, og de to børn, der stod på skateboard ned af kirketrappen, skulle hurtigt hjem. Vi gik rundt i en time og kiggede ind i den ene restaurant efter den anden, men alle steder var de eneste levende væsener ansatte. De turister, der optog hotelværelserne, havde åbenbart noget bedre at tage sig til denne aften.
Til sidst lykkedes det at finde en fyldt restaurant lige inden for Porta del Prato. Indretningen var lidt klicheagtig med stearinlys og rødternede duge, og menukortet lagde ud med crostini della casa, altså pølse, leverpostej og tomat serveret på skiver af gammelt brød. Så er det jeg bliver en lille smule træt, for hvem gider æde en tør mellemmad til forret, når man forventer en kulinarisk oplevelse. Nogle gange virker Cucina Italiana som et lidt for let købt begreb, der kræver rigelige mændger Vino Nobile for at glide ned.
Måske er det forklaringen på, at der ikke rigtigt var nogle lokale blandt gæsterne i restauranten. Man talte i hvert fald udenlandsk ved de fleste borde. Til gengæld mødte vi den lokale ung- og alderdom i den lille park på den anden side af porten. Der er nemlig stadig liv i Montepulciano, så næsten gang jeg besøger byen, vil jeg gå på jagt efter crostinifrie, autentiske og fyldte spisesteder uden for bymuren. De må findes.
Flere restauranter
Hvornår er en dyr middag for dyr
Ingen kommentarer:
Send en kommentar