torsdag den 24. september 2009
Italienske nyheder
I denne uge har en gruppe anerkendte italienske journalister lanceret en ny landsdækkende avis. Il Fatto Quotidiano er noget så sjældent i det italienske mediebillede, som en avis, der er uafhængig af politiske og kommercielle interesser. Den vil ikke en gang tage imod den almindelige statsstøtte, men skal udelukkende finansieres ved hjælp af abonnementer, løssalg og annonceindtægter. Målsætning er at drive kritisk og undersøgende journalistik.
Både det økonomiske fundament og målsætningen virker ambitiøs efter italienske forhold. Italienerne er ikke verdens flittigste avislæsere, og politikere og magthavere har meget svært ved at acceptere negativ pressedækning. Det er ikke en gang en måned siden, Berlusconi bekendtgjorde, at han ville sagsøge nationale og internationale medier, der har omtalt hans farverige privatliv. Et initiativ, som articolo21, der kæmper for øget ytringsfrihed i Italien, og den internationale sammenslutning af journalister (EFJ) karakteriserer som et direkte angreb på den frie presse.
Berlusconi har lagt sag an mod La Repubblica for at have stillet ham ti spørgsmål om hans forhold til forskellige kvinder. Der er lagt sag an mod L'Unita for at rapportere fra en puglieske retsag, hvor persongalleriet omfatter en entreprenør, Berlusconi og nogle prostituerede, og jurister arbejder efter sigende også på at slæbe et par britiske aviser i retten. Samtidig bragte Il Giornale, der ejes af Berlusconis bror, et hårdt personangreb på redaktøren for den katolske avis Avvenire som 'straf' for, at Avvenire skulle have ført en moralsk kampagne mod Berlusconi.
Berlusconi vil ikke have, at medierne interesserer sig for hans skilsmisse, deltagelse i 18-års fødselsdage, gæster på Sardinien, eller omgang med escortpiger. Og han har magt og penge nok til at forsøge at forsøge at trumfe sin vilje igennem. Spørgsmålet er så bare, om han har befolkningens opbakning, eller om italienerne er mere modtagelige for de daglige kendsgerninger præsenteret af Il Fatto.
Læs også
Strandbar + politi = sikkerhedspakke
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar