søndag den 6. september 2009
Elefanten i Catania
Nogle påstår, det er fordi, der en gang levede flokke af dværgelefanter ved foden af Etna. Andre siger, at det er til minde om troldmanden Eliodoro fra det 8. århundrede, der kunne forvandle sig til en elefant eller i det mindste forme en magisk elefant af ler, som transporterede ham frem og tilbage mellem Catania og Konstantinopel. Atter andre hævder, at elefanten står som symbol på en sejr som Catania vandt over Libyen, og at Catania allerede under den arabiske besættelse var kendt som elefantbyen. Og så er der dem, der mener, at den lokale elefantmyte stammer fra en antik cirkusforestilling, og at befolkningen i Catania siden 1200-tallet har brugt elefanter som lykkeamulet til beskyttelse mod udbrud fra Etna.
Under alle omstændigheder har elefanter i almindelighed og vartegnet u Liotru i særdeleshed en særlig plads i Catania. Nærmere bestemt pladsen foran Domkirken med Fontana dell’Elefante. Over marmorspringvandet troner en sort elefant med en mærkelig 3,66 meter høj obelisk på ryggen. Obelisken krones af globus, kors, palmeblad, olivengren og forkortelsen MSSHDPL*, så der er tegn og symboler nok til at holde Carl Jung beskæftiget i flere timer. Hele opsatsen ligner mest af alt krigsbytte fra Indien eller Thailand, men den skulle være helt igennem siciliansk, skabt af arkitekten Giovanni Battista Vaccarini omkring 1736.
Her er byens centrum midt mellem markedet og strøget; det kolossale kloster, der i dag er omdannet til universitet, og havnen. Her sidder folk døgnet rundt, mens de småsludrer, hviler fødderne efter by- eller shoppingturen og kigger på livet omkring, der også for turister er ret meget sjovere end sit rygte
*MSSHDPL skullle efter sigende stå for «Mente sana e sincera, per l'onore di Dio e per la liberazione della sua patria»
Flere monumenter
På sporet af det gemte græske storrige
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar