Kirker har en vigtig plads i guidebøgerne, og ofte er der da også tale om ganske imponerende byggerier med en overflod af dyre materialer og kunstværker. Blandt andet har jeg tit beundret det marmor med forskellige farvespil, der dækker mange syditalienske Barok-kirkers gulve, altre og søjler, for hvordan i alverden har håndværkerne for 3-4-500 år siden båret sig ad med at hugge, slibe og fragte tunge marmorsten over flere hundrede kilometer?
Svaret er formodentlig ret simpelt. Det er nemlig de færreste syditalienske kirker, der er udstyret med andet end et tyndt lag marmorfliser, hvilket man kan se, når fugten løsner en flise hist og her. Og mange gange har også fliserne været en for dyr løsning.
Det afslørede en ven, da han viste rundt i Francavilla Fontanas domkirken. Vennen er malermester af typen med hestehale og løsthængende skjorte, og han er meget stolt af sit håndværk og sine færdigheder som dekoratør. Derfor var vi ikke mere end kun lige trådt inden for i kirken, før han pegede på en søjle og sagde:
- Sådan en kan jeg også male.
Efter et par vantro og spørgende blikke forklarede han, at alt kirkens grønne, røde, gule og grå marmor var rent synsbedrag. Dygtige malere har stået med en lille pensel og en duppeklud og tegnet kruseduller i årevis for at skabe en troværdig marmoreffekt, og for en del af dem er det lykkedes så godt, at det er svært at skelne efterligningen fra den ægte vare.
Det, der afslører dem, er slitage, når mønstret forsvinder over tid. Den varme overflade i modsætning til marmorets karakteristiske kølighed. Og minutiøse spor efter penselstrøg eller forhøjninger, hvor malingen ikke er gnubbet helt ind i overfladen. Desuden er visse kirkemaleren gået lidt amok i mormorsorter, så helhedsindtrykket bliver lidt for overdrevet mønstret og kulørt til at være skåret ud af virkeligheden.
Men det er festligt at se og tænke på.
Flere kirker
En by i plateausko
Ingen kommentarer:
Send en kommentar