En by i plateausko

Italien har mange kirker. Så mange, at man kan blive helt delirisk med koldsved, hjertebanken og skræmmende hallucinationer ved tanken om at skulle besøge bare en brøkdel af det samlede antal hellige bygninger i landet omkring Vatikanstaten. Det skulle ikke undre mig, om Italien har den største kirketæthed i verden eller fører i kapløbet om flest kirker per capita. Kirkerne fylder i hvert fald en del både i gadebilledet, i rejsebeskrivelserne og i diverse guidebøger, og med god grund fordi de rummer store arkitektoniske, historiske og kunstneriske værdier, men nogle gange bliver det næsten for meget.

De kætterske tanker opstod, da jeg faldt over Olivier Berniers rejsebeskrivelse om Orvieto fra 1984. Den distingverede historiker og forfatter var i 1980erne en flittig bidragsyder til New York Times rejsetillæg, og i artiklen "Orvieto: Marvel of the Middle Ages" kan man læse en detaljeret beskrivelse af den gotiske katedral, der er "mere juvel end bygning".

Bernier fortæller også om miraklet i Bolsena i 1263, hvor blodet pludselig flød for at overbevise en tvivlende præst om den bogstavelige tolkning af nadveren som Corpus Christi, men derefter bruger han de næste 1.054 ord på at beskrive domkirkens facade, hvælvinger, kapeller og freskoer.

Bevares, det er en pæn kirke med fine striber, bling bling guldmaling, snoninger langs dørene og tegneserier i flotte farver på væggene, men den minder lidt om andre gotiske kirker i området, og de to gange jeg har besøgt Orvieto, varede katedralbesøget mindre end en halv time. Resten af tiden gik med at nyde udsigten, studere folk og duer og fundere over, hvor alle mennesker i den gamle middelalderbys vin- og keramikbutikker forsvinder hen om aftenen. Mange af husene en mere eller mindre hemmelig underjordisk udgang gennem bjerget, så beboerne ikke risikerer at sulte ved længere tids belejring, og måske siver indbyggerne stadig den vej, når de skal slippe væk fra turisterne?

Det gamle Orvieto knejser på en 325 meter høj, næsten lodret klippe, der ganske umotiveret rager op over de flade vinmarker, og det syn tiltrækker helt automatisk bilisterne, der kører på motorvejen mellem Rom og Firenze. Og så sætter en by i plateausko til enhver tid flere fantasier i gang end et relikvie og en katedral.