"Arrivai a Matera, - mi racccontò, - verso le undici del mattino. Avevo letto nella guida che è una città pittoresca, che merita di essere visitata, che c'è un museo di arte antica e delle curiose abitazioni trogloditiche. Ma quando uscii dalla stazione, un edificio moderno e piuttosto lussuoso, e mi guardai attorno, cercai invano con gli occhi la città. La città non c'era." (Carlo Levi: Cristo si è fermato a Eboli p 73)
Meget har ændret sig siden Carlo Levis søster i midten af 1930erne besøgte Matera og i første omgang ikke kunne finde byen, der ligger gemt i en kløft under jordens overflade. Indbyggerne lider ikke længere af malaria, dysenteri, voldsomme øjeninfektioner og sult i betydningen fremstående ribben og udspilede maver. Der bor ikke længere storfamilier med hunde, geder, får og grise i en jordhule gravet ind i kløften. Og børnene løber ikke rundt og tigger kinin, hver gang de ser en fremmed.
I dag er Sasso Barisano og Sasso Caveoso først og fremmest en turistattraktion. Sassierne regnes bladt de første menneskelige bosættelser i Italien, og hulerne, der er gravet ud oven på hinanden som huller i en bikube har ikke ændret sig nævneværdig i 2000 år. Derfor ligner Matera det gamle Jerusalem så meget, at f.eks. Mel Gibsons The Passion of the Christ er optaget på location i byen.
I 1950erne blev indbyggerne i sassierne tvangsforflyttet til mere tidssvarende boliger, og det er først for nyligt, at hulerne er blevet renoveret så meget, at de kan anvendes til hoteller, caféer eller butikker. Men det er stadig fantastisk at gå rundt i gaderne og besøge kirkerne og Casagrotta museet i Vico Solitario, der er indrettet som boligerne så ud for 50 eller 500 år siden. En etværelses jordhule med ildsted, servante, væv, landbrugsredskaber, køkkenafdeling, vugge over dobbeltsengen, opredninger i alle skuffer og "room for a pony".
Fremmede kan dog stadig trække en hale af børn og unge efter sig, når de går rundt i den gamle by. Nu spørger de bare ikke efter malariamedicin, men efter penge for en guided rundtur, og dialekten er skiftet ud med frit valg mellem engelsk, tysk, fransk, italiensk og hollandsk. Sådan kan man se, at jetalderen er kommet til Matera.
Læs også
Trullo-i-en-trullo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar