Taranto - som et uddrag af en sørøverroman

Første gang jeg besøgte Taranto for snart mange år siden, gik jeg ind i en skummel bar i den faldefærdige gamle bydel for at købe et glas iste. Bag disken stod en okay flink bartender, der til synelandende havde fået fjernet det ene øje uden om det officielle sundhedsvæsen. Arret, hvor øjet skulle have været, lignede et uddrag fra en sørøverroman, og fascinationen og uhyggen blev ikke mindre, da en mand, der stod ved en spillemaskine, drejede hovedet og afslørede præcis det samme handicap. En spooky oplevelse, som efterfølgende er lidt svær at tro på, selv om den har givet anledning til mange tanker.

For mig rummer historien essensen af Taranto, der umiddelbart kan virke skræmmende og en lille smule farlig, men som er ganske charmerende, når man lærer den nærmere at kende.

Uanset fra hvilket retning man nærmer sig Taranto, ligner byen en regulær miljøkatastrofe. Så snart man runder Gioia del Colle på motorvejen fra Bari og kører ned mod bugten, får man øje på containerkraner, flammerne på olieraffinaderiernes skorstene, og den sorte smog fra Europas største stålvalseværket Ilva, der med sine knap 13.000 medarbejdere og mange afledte arbejdspladser brødføder en stor del af byens befolkning. De bor blandt andet i bastante betonsiloer med mærkelige former og farver, som også kan ses på lang afstand, og som får Brøndby Strand til at ligne en kolonihaveforening.

I turistbrochurerne kaldes Taranto "la città dei due mari", Beppe Severgnini sammenligner byen med en leopard på grund af den plettede skønhed, mens Giancarlo De Cataldo har skrevet en hel bog med titlen Taranto Poisonville, og alle tre betegnelse rummer et gran af sandhed.

Poisonville, fordi Taranto har en alt for høj forekomst af cancer, og fordi udledningen af dioxin stadig er allarmerende høj trods vedtagelsen af strammere grænseværdier. Der går ikke røg af disse skorstene uden forurening.

Leoparden, fordi der bag pletterne findes masser af smukke, spændende og stemningsfulde steder som den gamle fiskerihavn ved Via Cariati; Lungomare når en orangerød sol går ned bag de store skibe, der ligger for anker i Mare Grande; den brede gågade, hvor arbejdere, anarkister og administratorer, familier, børn, unge, midaldrende og gamle, junkier, tiggere og marinesoldaterne myldrer frem og tilbage mellem de høje palmer, indtil de fleste henimod midnat søger hjem eller ned til pizzeriaerne omkring Ponte Girevole, og Mare Piccolo når fiskerne trækker guirlander af garn muslinger op af vandet med byen i baggrunden.

Og città dei due mari, fordi Taranto ligger på en tange med en kunstig ø som prop i midten mellem saltvandslagunen Mare Piccolo og Mare Grande, der er adskilt fra det Ioniske hav af andre landtanger og nogle mindre øer.

Taranto blev grundlagt 706 år fvt. som en spartansk koloni, og den udgjorde en af grundstenene i Magna Grecia, indtil Romerne erobrede magten. Siden fulgte den ene besættelse efter den anden, og både normanner, spanierne, saracenere har været med til at præge byen, befolkningen og kulturen. Man behøver ikke være arkæolog for at finde lag på lag af historie og historier med masser af mystik og kontraster. Men det kræver nok en lille industriromantiker, der kan se skønheden i en cementfabrik, at sætte sig ud over det pulsende førstehåndsintryk.

Andre bybeskrivelser:
Lukkedag på La Dolce Vita i Rovereto