tirsdag den 28. juli 2009

Lukkedag på La Dolce Vita i Rovereto

Mandag er halv lukkedag i Rovereto, så selv om det er turist- og eksamenssæson, og byen ligger mindre end 30 km fra universitetet i Trento og udendørsserveringen ved Lago del Garda, ligger gågaderne affolket hen.

I den gamle bydel står Neptun helt nøgen og alene på Piazza Battisti, butikkerne har rullet gitterporten ned, døren til kirken er låst, og alt er 'Chiuso per risposo lunedi', som der står på skiltene.
Det eneste sted, der er lidt liv, er på pladsen foran café 'La Dolce Vita'. En kvinde beklager sig til sin mandlige kollega over manglende entusiasme og engagement i arbejdet, mens hun rasler energisk med de moderigtige armbånd, og ved et andet bord sidder fem småpunkede studerende med Zingarelli på skødet og Aperol i glasset, mens de diskuterer argumentationen i dagens eksamensopgave.

Grænsen krydses ved Brenner, men først ved ankomsten til Rovereto i det sydligste hjørne af Trento provinsen begynder det rigtige Italien.

Mens befolkningen fra Brenner til Trento stadig kan slå over i tysk, forekommer Rovereto helt igennem italiensktalende. Torta erstatter strudel på menukortet. Hængepelangonierne blander sig i stigende grad med hibiscus og bougainvillae. Og stemningen er - nå ja - typisk Norditaliensk.

Her findes eksklusive specialbutikker med alle de nyeste og mest smarte varer. Farverne på husfacader er smagfuldt afstemte i lyse røde, gule og orange farver, der står i flot kontrast til de grønne, grå og brune træskodder. De folk, der trodser mandagssløvheden, virker tjekkede, velhavende og veluddannede. Og skulle man blive træt af at slentre rundt på de toppede brosten med en is i hånden, kan man altid klatrer op til Ossario di Castel Dante og nyde den fantastiske udsigt, der strækker sig over floder og bjerge til Lago del Garda, eller besøge det historiske castello; museet for La Grande Guerra; huset, der på det nærmeste flyder over af futuristisk kunst; eller den politisk korrekte fredsklokke, som efter sigende skulle være blandt verdens største.

Men når vejret er godt, butikkerne vågner, og scootere og mennesker snor sig ud og ind mellem hinanden, skal der også ret meget til at trække besøgende væk fra den indre bys dolce vita.


Andre steder
Bagholdsangreb ved Lago Trasimeno

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629