mandag den 27. april 2009

Bagholdsangreb ved Lago Trasimeno

Få steder i Italien virker så stillestående og fredfyldte som Tuoro ved Lago Trasimeno. Der er ikke en krusning på vandet, nærmeste gelateria holder ferielukket, og de gamle stenhuse ser ud, præcis som da de blev opført for mange år siden. De eneste, der har rigtig travlt sådan en sommerdag i slutningen af juni, er myggene, der i stort tal udklækkes langs søens sumpede bredder.

Og ja, myggene er en plage, men de forklarer næppe dramatikken i lokale stednavne som Sanguineto (blodets flod), Ossaia (knoglekøbing) og Sepoltaglia (begravelsessted).

Ifølge overleveringen opstod de morbide stednavne for 2016 år siden, da karthanieren Hannibal efter et vellykket bagholdsangreb dræbte 15.000 romerske soldater på omkring 4 timer.

Hannibal og hans hær på 50.000 mand og enkelte elefanter havde som bekendt taget turen fra Nordafrika via Spanien over Alperne til Italien. For at stoppe hans videre fremmarch, tog den romerske hær opstilling ved Arezzo og Rimini, hvor de kunne kontrollere vejene til det centrale Italien, men Hannibal sendte sine soldater gennem Arno-flodens sumpe og sneg sig uden om.
Det lokkede de romerske soldater fra Arezzo ud i en forfølgelsesjagt, men i stedet for at skynde sig videre, fik Hannibal sine soldater til at slå lejr i bakkerne nord for Trasimeno. Herfra kunne de overskue alle tilfaldsveje, så da de romerske tropper næste morgen kom marcherende klappede fælden, og romerne fik valget mellem at blive dræbt af fjenden eller drukne i søen.

I dag er de fleste om ikke alle spor fra det store slag slettet: ikke en gang en lille bæk bliver det til i Sanguineto. Museet med det lange navn ”Centro di documentazione permanente sulla battaglia del Trasimeno ed Annibale” er sjovest, hvis man interesser sig for Warhammer eller legetøjssoldater sirligt opstillet i papmache landskab. Og det kræver nærmest gps-implantat at følge kommunens ”percorso storico archeologico”, da borte har taget flertallet af de 9 sted-markeringer.

Tuoros hovedattraktion lever mest i historiebøgerne og i fantasiens verden.

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629