”Italiens skjønneste Eie”

At HC Andersen var et romantisk og sentimentalt gemyt, ved alle, der én gang har læst ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”, men få steder bliver det mere synligt end i Den blå Grotte på Capri.

HC Andersen besøgte Capri i 1834, og det fik i Improvisatoren følgende ord med på vejen:

”Jeg havde seet, hvad først Aar efter blev opdaget og nu er Capris, ja Italiens skjønneste Eie: Grotta Azzura”

Andre steder beskriver han grotten som et ”Æterhav”, der var som at sejle på klar blå ild med krusninger i skinnende sølv, og vanddråber som røde rosenblade. ”Det var en Feeverden!”

En sådan magisk fe-verden vil de fleste – jeg selv inklusive - gerne opleve, så de sidste 150 år er turisterne flokkedes om Den blå Grotte. Mange tagerderfra igen med en lidt flad fornemmelse. For vist er det imponerende at se solen skinne ind gennem vandet, der af den grund lyser lidt ekstra blåt, men nogen overjordisk skønhedsåbenbaring er det ikke. Man forstår, de lokale har kløet sig forundret i nakken over denne overstrømmende udenlandske interesse for en ligegyldig klippehule, der ifølge sagnet skulle være beboet af onde ånder.

Pengene har dog overvundet frygten for ånderne, så hver eneste dag sejler halvstore motorbåde fyldt med turister ud fra Marina Grande. En lille times meget gyngende sejlads senere kaster motorbåden anker i en lille bugt, hvor små børn, overvægtige husmødre og amerikanske gamlinge får beskred på at kravle ud over rælingen og ned i en endnu mere gyngende robåd. Heldigvis har ejerne af robådene en vis erfaring i at gribe folk, inden de ryger i vandet.

Derpå får turisterne besked på at lægge sig helt ned i bunden af båden og trække maven ind. Man må endelig ikke stikke hovedet op, før roeren giver besked, for nu styrer han både direkte ind mod en lodret klippe, hvor han skal ramme en smal sprække på omkring en halv meter i højden.

Inde i grotten kan man tage plads i båden på normal vis, men den voldsomme overgang fra lys til mørke gør det svært at se noget overhovedet. Vandet er selvfølgelig lidt blåt, og da roeren lidt efter giver sig til at synge ”Torno a Sorrento” oplever jeg et glimt af romantisk skønhed.

Meget mere end et glimt bliver det ikke til, for efter 10-20 minutter er roturen slut. Alle kravler igen helt ned i bunden af bådene for ikke at få kraniebrud ved mødet med klippespalten i kombination med havets bølger og strømninger. Landkrabberne skifter endnu en gang båd i åben sø.

Og så går sejlturen tilbage langs øen, inden turisterne, lettere grønne i hovederne, sættes af på kajen i gåafstand fra Capri by en udflugt til ”Æterhavet” rigere