Det regner sjældent i Puglia om sommeren, men når det sker, vælter en sand syndflod ned fra himlen. Det, der begynder med et par lammeskyer i det fjerne, udvikler sig hurtigt til et skræmmende uvejr, hvor store gråsorter skyer kommer tromlende, de fjerne lynglimt akkompagneres i stigende grad af torden, og så kan det ellers nok være, der bliver åbnet for sluserne.
På fem minutter står alle gader i byerne - og en del lande- og motorveje - under en halv meter vand. Der er ikke risiko for akvaplanning men behov for en køl. Bilerne forsøger at eftergøre Moses kunststykket med at skilde vandene med det resultat, at de sender kaskader ud til begge sider, men når uvejret raser alleværst kan de ikke gøre andet end at holde stille, tænde katastrofeblinket og håbe på, at det snart går over. De få afløb i gaderne er slet ikke dimensionerede til de store vandmasser, så regnen samler sig i floder, der drejer om hjørner og river blomsterhoveder, planter, plastikflasker, engangslightere, løse sten, reklameskilte, cats and dogs og skomagerdrenge med for til sidste at samles i en sø på det laveste sted i byen. Man forstår, hvorfor kantstenene partout skal være så høje at byvandring i Syditalien næsten kan gøre det ud for en step-time i et dansk fitnesscenter.
Er man på camping eller i telt blive alt gennemblødt, uanset hvor flittig man har sniffet imprægneringsspray hjemmefra. Selv store byer som Bari, Taranto og Lecce drænes for mennesker , lavtliggende veje bliver ufarbare i dagevis, mens vinstokke og oliventræer står med fødderne i vand, fordi regnen ikke kan trænge ned gennem den røde jord, der er som brændt ler efter måneders stærk solskin. Det værste er dog lynene, der kan være direkte farlige for bønderne, når de går i marken.
I følge en lokal overlevering oplevede Salento i 1664 det ene voldsomme stormvejr efter det anden. Det lynede og tordnede næsten dagligt, og bønderne døde på stribe, når de blev ramt af lynet. Folk anede ikke, hvad de skulle gøre, men til sidst blev de enige om, at uvejret måtte være en straf fra himlen. Derfor henvendte de sig til en præst for at høre, hvordan de kunne slutte fred med Gud og få uvejret til at ophøre. Efter længere tid overvejelser anbefalede præsten, at alle ofrede noget brød og vand til den hellige ubesmittede jomfru. Det hjalp også de få, der fra begyndelsen fulgte hans råd, idet ingen i deres husstand efterfølgende blev ramt af lynet, så snart sprang alle aftensmaden over for en enkelt dag og gav dagsrationen af vand og brød til de højere magter. Dagen efter slog man til Søren ved at servere små festlige dejklumper friteret i olivenolie - også kaldet li pettuli.
Som wannabe syditaliener skulle jeg også en gang prøve at fremstille pettuli, og da de smagte som stegt pizzadej, smed jeg et par småklumper i en gryde med fedtstof. Det er ikke nogen god idé. Normalt dansk gær får dejklumperne til at eksplodere, så de sender varm olie op i ansigtet på den, der står ved komfuret, Det gør ondt og giver nogle grimme brandsår, så næste gang det lyner og tordner lidt vel rigeligt, vil jeg nøjes med det almindelige tørre brød, der er tilovers, når Madonnaen har fået sit.
På fem minutter står alle gader i byerne - og en del lande- og motorveje - under en halv meter vand. Der er ikke risiko for akvaplanning men behov for en køl. Bilerne forsøger at eftergøre Moses kunststykket med at skilde vandene med det resultat, at de sender kaskader ud til begge sider, men når uvejret raser alleværst kan de ikke gøre andet end at holde stille, tænde katastrofeblinket og håbe på, at det snart går over. De få afløb i gaderne er slet ikke dimensionerede til de store vandmasser, så regnen samler sig i floder, der drejer om hjørner og river blomsterhoveder, planter, plastikflasker, engangslightere, løse sten, reklameskilte, cats and dogs og skomagerdrenge med for til sidste at samles i en sø på det laveste sted i byen. Man forstår, hvorfor kantstenene partout skal være så høje at byvandring i Syditalien næsten kan gøre det ud for en step-time i et dansk fitnesscenter.
Er man på camping eller i telt blive alt gennemblødt, uanset hvor flittig man har sniffet imprægneringsspray hjemmefra. Selv store byer som Bari, Taranto og Lecce drænes for mennesker , lavtliggende veje bliver ufarbare i dagevis, mens vinstokke og oliventræer står med fødderne i vand, fordi regnen ikke kan trænge ned gennem den røde jord, der er som brændt ler efter måneders stærk solskin. Det værste er dog lynene, der kan være direkte farlige for bønderne, når de går i marken.
I følge en lokal overlevering oplevede Salento i 1664 det ene voldsomme stormvejr efter det anden. Det lynede og tordnede næsten dagligt, og bønderne døde på stribe, når de blev ramt af lynet. Folk anede ikke, hvad de skulle gøre, men til sidst blev de enige om, at uvejret måtte være en straf fra himlen. Derfor henvendte de sig til en præst for at høre, hvordan de kunne slutte fred med Gud og få uvejret til at ophøre. Efter længere tid overvejelser anbefalede præsten, at alle ofrede noget brød og vand til den hellige ubesmittede jomfru. Det hjalp også de få, der fra begyndelsen fulgte hans råd, idet ingen i deres husstand efterfølgende blev ramt af lynet, så snart sprang alle aftensmaden over for en enkelt dag og gav dagsrationen af vand og brød til de højere magter. Dagen efter slog man til Søren ved at servere små festlige dejklumper friteret i olivenolie - også kaldet li pettuli.
Som wannabe syditaliener skulle jeg også en gang prøve at fremstille pettuli, og da de smagte som stegt pizzadej, smed jeg et par småklumper i en gryde med fedtstof. Det er ikke nogen god idé. Normalt dansk gær får dejklumperne til at eksplodere, så de sender varm olie op i ansigtet på den, der står ved komfuret, Det gør ondt og giver nogle grimme brandsår, så næste gang det lyner og tordner lidt vel rigeligt, vil jeg nøjes med det almindelige tørre brød, der er tilovers, når Madonnaen har fået sit.
Mere brød
Bagerne i Toscana og Umbrien sælger brød fra Middelalderen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar