Bagerne i Toscana og Umbrien sælger brød fra Middelalderen

Her tror man, at toscanerne er noget nær verdensmestre i madlavning, og så kan de ikke engang finde ud af at bage brød. Brød fra Toscana og Umbrien er kompakt, tørt, karakterløst og intetsigende i en grad, så man længes efter havregryn uden sukker og mælk. Derfor kamouflerer de lokale husmødre brødet i crostini, bruschetta, minestra, panzanella og andre retter, som overdøver smagsløsheden.

Problemet med toscansk og umbrisk brød er ikke så meget, at det er svært at opstøve. Der ligger ikke ligefrem en bager på hvert eller hvert andet gadehjørne, og når man endelig finder én, har han enten brødudsolgt eller lukket (- fordi det er midt på dagen, vamt, ferietid, søndag eller torsdag). Kommer man tilbage efter kl. 17.00, hvor bageren åbner igen (hvis det ikke er torsdag eller søndag), kan man være heldig at få et halvt kilo bagt mel, der er så hårdt, at det kan slå en tasketyv i jorden. Og smager man på det, finder man ud af, at det smager af … ingenting.

Forklaringen skulle efter sigende ligge næsten 500 år tilbage i tiden. I 1538 forhøjede den lettere perverterede Pave Paul III skatten på salt, med det resultat at befolkningen i Perugia og Umbrien indstillede forbruget. De holdt ganske enkelt op med at salte maden og brødet, og mange af dem er stadig villige til at sværge, at brød smager bedst uden salt. I Toscana hedder det, at regionen i 1500-tallet blev uvenner med naboerne i Pisa, der derfor afskar alle forsyninger af salt fra kysten og ind i landet.

Hvor om alt er, så lever denne stædig-nærighed stadig her 481 år efter, og derfor skal toscansk og umbrisk brød helst begraves i tomater, løg, basilikum, balsamico og olivenolie. Druknes en ribollita sammen med kål, porre, løg, kartofler, gulerødder, zucchine, bladselleri og bønner. Eller opløses i balsamico kogt med laurbær, sukker og vand, inden det overhældes med olie og blandes med tomater, løg, agurk, bladselleri, hvidløg og basilikum til en toscansk brødsalat.

Sådan bliver selv toscansk brød spiseligt for udenforstående uden aktier i middelalderens saltkrige.