Forleden skulle jeg hente en pakke på et dansk posthus. Helt i overensstemmelse med reglerne skyndte jeg mig at trække et nummer og stille mig hen mellem morsomme tillykkekort, sparebøsser, hæftemaskiner, klistermærker og kuverter, mens jeg ventede på, at det skulle blive min tur. I den slags situationer bliver jeg nemt lidt utålmådig, og utålmodigheden kan føre til irritationsudbrud, hjertebanken og åndenød, indtil jeg kom i tanke om sidst, jeg var på posthuset i Italien.
En regning til kommunen kunne kun betale på giro, og en veninden havde advaret mig om, at det godt være en ganske tidskrævende proces. Hvor tidskrævende havde jeg ingen anelse om, før jeg gik ind på posthuset, der var lige så tæt pakket med mennesker, som biografen fem minutter i show-time. Man kunne ganske enkelt ikke klø sig i nakken, uden at give sidemanden en albue i ansigtet. Heldigvis var der absolut ingen dekorationer, vareopstillinger, plakater eller andre ting, der kunne gøre krav på pladsen. De kalkede vægge var helt bare, og eneste fyldstof i det ca. 50 m2 store lokale var nummerautomaten, skranken og et par orange plastikstole, hvor svagelige kunder kunne hvile benene, når de havde slået hinanden ned for at få en plads. I små burer bag glas med tale- og transaktionshuller sad ti postekspedienter og råbte numre op med træt stemme.
Jeg trak et nummer og bemærkede, at der var over hundrede ekspeditioner mellem mig og skranken. Alligevel blev jeg stående for at vurdere ventetiden. Det kunne jo være, at nogle kunder havde trukket et nummer for efterfølgende at give op, da de så den lange kø. Det kunne også være, at befolkningstætheden på postkontoret var kunstigt høj, fordi alle damerne havde taget deres nabo med som selskab. Og endelig kunne man forestille sig, at italienske posthusarbejdere er meget hurtigere end deres danske kolleger. Det er jo ikke forbudt at drømme.
Drømmen blev hurtigt ualmindeligt svedig. Banker og offentlige kontorer i Syditalien har kun sjældent vifter eller aircon, og de fem meter til loftet kunne ikke skjule, at temperaturen udenfor lå på 37,4 grader. Snart begyndte sveden at perle frem på hænder, hage og andre steder, man troede var helt aldeles frie for svedkirtler, og perlerne samlede sig i små søer og floder, der løb ned ad bagbenene. Stærkt ubehageligt. De øvrige kunder havde det ligedan, og den samlede fordampning fik luftfugtigheden på posthuset til at stige så meget, at det blev ret svært at trække vejret. Da der samtidig ikke havde været nogen bevægelse i køen af betydning, besluttede jeg at lade regning være regning og droppe ud.
Jeg beholdt nummeret, og da jeg to en halv time senere igen kom forbi posthuset, kunne jeg ikke dy mig for at se, hvor langt de var kommet. Nu var der kun tre numre til bingo, så ventetiden var til at overskue, og inden postkontoret lukkede var også min regning betalt. (Med kontanter selvfølgelig, for italienske posthuse tager ikke kreditkort. Men det er en helt anden historie).
Pointen er, at man bliver næsten glad for de danske posthuse og deres køafvikling sammenlignet med italienske forhold. Jeg kunne ihvertfald sagtens overskue de ti minutters ventetid på at få en pakke udleveret forleden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar