torsdag den 21. maj 2009

Pærer og fordomme i Piemonte









Vi havde lige slået os ned på toppen af en bakke i Monferrato syd for Alessandria i Piemonte, da en distingveret midaldrende herre iført vandrestok, kasket, knickers og travesko kom hen og overrakte mig en plastikpose fyldt med de hårde, blommestore frugter, italienerne kalder pærer.

- Værsgo, sagde han. Må jeg ikke have lov at forære jer disse pærer. Jeg har lige plukket dem på min tur i skoven , de smager rigtigt godt, og nu synes jeg, I skal have dem. Man hører jo altid, at italienere er så uvenlige over for fremmede. Det kan vi ikke være bekendt, så derfor vil jeg gerne byde jer hjerteligt velkommen.

Manden bukkede høfligt nakken, sagde farvel og forsvandt, og vi så ham ikke siden. Hvem han var, hvor han kom fra og hvorfor han plukkede pærer for efterfølgende at give dem til tilfældige turister, aner jeg ikke. Men jeg sender ham ofte en venlig tanke.

For eksempel når jeg i bogen “Buying a house in Italy” læser, at “piemontesi finti cortesi”. Ifølge forfatteren Gordon Neale har folk fra Piemonte ry for at være en flok røvslikkere, hvilket hænger sammen med, at Torino og Piemonte har være Italiens hovedstad og hjemsted for kongehuset. Det skulle give en ualmindelig høj koncentration af hofsnoge.

Efterfølgende har jeg i en anden bog læst, at folk fra Piemonte hader forstillelse. Der er åbentbart ikke helt enighed om fordommene, og det giver mere plads til egne erfaringer.

Personligt synes jeg hele regionen virker en smule forfinet. Måske skyldes det landskabet, der er præget af små kildebakker med fine lige striber af velplejede vinstokke. Måske er det bevidstheden om, at bønderne omkring Barolo, Alba og Asti fremstiller nogle af Italiens fineste og dyreste vine. Og måske hænger det sammen med, at den hvide kongetrøffel, der koster 42 000 eur per kilo, kan findes ved trærødde i skovene på Monferrato.

Kulinarisk står Piemonte for det ekstraordinært eksklusivt og raffineret. Specielt hvis man besøger regionen de første uger af november, hvor hver lille by har sit eget trøffelmarked med gavmild uddeling af smagsprøver. Den oplevelse skulle efter sigende udkonkurrere selv de bedste pærer.

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629