Selv om man tilhører den befolkningsgruppe, der knap kender forskel på en svane og en gråspurv, er der noget fascinerende ved synet af en rovfugl, der hænger stille som en helikopter på himlen eller svæver rundt med bløde glidende bevægelser.
Om det var ørn, musvåge, glente eller duehøg, der denne sommerdag flokkedes om de Lucanske Appenniner, vides ikke, men flokkes gjorde de. På 4-5 timer talte jeg 11 ørneagtige fugle, der kredsede over de øde, golde foldebjerge.
Strækningen fra Scanzano Ionico, hvor man vil bygge en losseplads for atomaffald, over Montalbano mod Stigliano til Sant'Arcangelo ligner en krydsning mellem et månelandskab og en sandkasse. Der er langt mellem bilerne og endnu længere mellem huse og byer. I stedet kan man se, hvordan vulkaner, erosioner og jordskælv gennem tiderne har slebet, flyttet, foldet og formet naturen, så den fremstår med et karakteristisk særpræg. Effekten er på en gang storslået, skræmmende og meget, meget smuk.
Sådan har landskabet formodentlig taget sig ud siden oldtiden. Her er hverken iskiosker, mobilantenner eller afmærkede stisystemer, og det eneste, der afslører det 21. århundredes fremmarch, er den asfalterede landevej.
Dyrelivet har heller ikke ændret sig synderligt gennem tiderne. Det forlyder, at matemagikeren Pythagoras, der levede i området 500 år før Kristus, kaldte på en ørn og fik den til at flyve ned og sætte sig på hans hoved. Udover at bevise at summen af kateternes kvadrater i en retvinklet trekant er lig med kvadratet på hypotenusen, kunne den gamle græker nemlig tale med dyr, og den færdighed var med til at sikre ham et stort følge i først Crotone og siden Metaponte.
Dengang som senere tolkedes synet af de stærke, uafhængige rovfugle og som et godt varsel. Eneste undtagelse er, når der vendes op og ned på naturens orden, som i Shakespeares Macbeth, hvor en ugle nedlægger en falk og forstærker den uhygge, som breder sig efter det bestialske mord på Duncan.
Vi er dog meget langt fra det mørke, regnfulde Skotland. Under Basilicatas blå himmel og brændende blændende sol er der mere belæg for de stærke forbindelser mellem ørnen og solen. Ifølge overleveringerne skal rigtige ørne kunne stirre direkte ind i solen uden af blinke. De har et formidabelt syn, og derfor siger man uden smålig skelen til den præcise artsbestemmelse, at mennesker med stort overblik og sans for detaljen har falkeblik.
Mennesker med eller uden behov for briller er der dog ikke mange af i et af italiensk tyndest befolkede områder. Faktisk er de store fugle et af de eneste live-indslag på turen, men de skulle jo også have evnen til at regenerere sig i det uendelige. Før i tiden mente man, at ørne kunne få solen til at sætte ild til deres vinger. Når vingerne var brændt ned, dykkede fuglen ned i en sø, for kort efter at stige op med nye fjer og fornyet styrke. Det trick er vi mange, der gerne vil lære.
Flere dyr:
Snegletid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar