I denne uge kåredes årets vinder af Palio di Siena – det saddelløse hestevæddeløb, der har være afholdt hvert år siden midten af 1600-tallet på Piazza del Campo. Umiddelbart forinden var det lykkedes Italiens turistminister, Michala Brambilla, at kaste grus i maskineriet ved at sammenligne det traditionsrige væddeløb med tyrefægtningen i Spanien og foreslå et forbud. Det giver os en god anledning til at se på, hvad rejsejournalister ellers får tiden til at gå med i Siena.
I ’There goes the neighbourhood’ følger New Zealand Herald sporet af en flok næsehorn, der spreder sig lige ved for den smukke plads med hesteløbene. Næsehornene pryder gadeskiltene og er så små, at de kan være svære at få øje på, men jagten skulle være ganske underholdende. Næsehornet er et symbol på Sienas 17. contrade, mens andre af de gamle bydele har ulv, snegl, pindsvin eller skildpadde i deres heraldik.
Dyrelivet kan studeres på alle de flag, der vajrer over byen i forbindelse med palioen, hvor de forskellige contradaer kæmper mod hinanden. Den contrada, der vinder, fejrer sejren med at lade vinen flyde i det lokale springvand, der også pyntes med ret relevante dyresymbol, der i næsehornets tilfælde skal signalere styrke og vildskab.
De mange tusinde mennesker, der rejser til Siena for at opleve palioen, kommer som regel i bil, men den engelske avis Telegraph slå et slag for den langsommere togkørsel. I ’Slow train to Siena’ kan man læse, hvordan det toskanske landskab skifter karakter, når man ser det fra en togkupe. Journalisten stiger på regionaltoget i Chiusi og kører forbi planteskoler med små oliventræer og cypresser, hilser på et fulgeskræmsel, der vogter over en solsikkermark og kommer helt tæt på vinstokkene ved Montepulciano. Derefter går det opad til bakkerne omkring Siena. Det fascinerende ved denne form for slow travel er, at toget kører sine helt egne veje gennem områder, hvor bilisterne sjældent kommer. Ulempen er tiden og den kendsgerning at de regionale togstationer ikke altid ligger i umiddelbar nærhed af de byer, der er opkaldt efter, men alt det kan du læse mere om i ovenstående artikel.
Siden slow travel artiklen blev trykt, er Telegraph blevet mere betænkelig ved Toscanas postkort skønhed. ’At war under Tuscan skies’ beskriver forestillingen om olivenlunde, der flimrer i sommervarmen, og vidunderlige småbyer som klynger sig til bakketoppen. En virkelig illusion, der måske ikke er så holdbar, som man kunne ønske. Grimme reklamer og skilte bryder idyllen omkring San Gimignano, og hvad værre er, så er man nu begyndt at opføre et fabriksanlæg, der skal fremstille brændselsbriketter, 15 km fra Montepulciano i Val d’Orcia. Det har fået miljøorganisationer til at protestere. Samtidig har Enel etableret et energianlæg, der har forurenet drikkevandet, ved Toscanas højeste bjerg Monte Amiata. På den anden side af bjerget skæmmes udsigten af vindmøller, og der er flere lignende tiltag på vej. Artiklen konkluderer, at kortsigtede økonomiske hensyn truer det gamle kulturlandskab, som turisterne sætter så stor pris på.
Photo credits: Siena af PhillipC på Flickr
Ingen kommentarer:
Send en kommentar