fredag den 25. juni 2010

Oplevelser i Le Marche


Næsten 100 km af den fineste sandstrand adskiller Pesaro fra Ancona på den italienske Adriaterhavskyst. Et naturligt og børnevenligt badeland af dimensioner, der også levner plads til boldspil, harpunfiskeri, vandcykler og kite surfing. Og så er der altid en strandpromenade og et gelateria med frit valgt mellem 55 forskellige slags hjemmelavet is i nærheden.

Alligevel udgør strandene langt fra Le Marches eneste attraktion. Bakkerne bag kysten ligner til forveksling landskabet i naboregionerne Toscano og Umbrien med store solsikkemarker og de karakteristiske blyantstynde cypresser, og byerne med rødder tilbage i romertiden, byzantium og renæssancen gemmer bunker af interessante overraskelser. Her er et lille udpluk af anderledes sommeroplevelser i det nordøstlige Marche.

Renæssanceperlen Urbino
Alle med den mindste interesse i kunst, arkitektur og historie burde unde sig selv en tur til Urbino. Renæssancebyen med de gyldne bygninger har i 500 år ligget næsten uforandret på to bjergtinder, og hertugen Federico da Montefeltro’s Palazzo Ducale regnes blandt de smukkeste eksempler på cinquecento arkitekturen. Federico da Montefeltro var et rigtig renæssance menneske, der aktivt støttede retfærdighed, oplysning, kunst og litteratur. Derfor har Urbino på Galleria Nazionale delle Marche en af verdens fineste samlinger af renæssancekunst med værker af Melozzo da Forlì, Piero della Francesca, Paolo Uccello, Timoteo Vito og Rafael. Sidstnævnte er for øvrigt født i byen, og hans fødehjem fungerer i dag som museum.

Resten af Urbino henstår dog ikke som et forstenet frilandsmuseum. Byen har et stort universitet, og hver aften samles hundredvis af unge omkring Piazza del Popolo og fylder de gamle gader med liv.

San Leo og den uindtagelige fæstning
Dante brugte San Leo, der rejser sig fra toppen af en lodret klippevæg, som et billede på en uindtagelig fæstning, og borgen, som blev grundlagt i 961-963 virker da også umådeligt solid. San Leo er i dag åben for turister som ønsker et indblik i ridderromantik og skydeskår, borgen har været brugt som kulisse i Hudson Hawk filmen fra 1991, og eventyren, mystikeren og alkymisten Alessandro Cagliostro døde bag de tykke mure i 1795. Cagliostro blev anholdt af inkvisitionen i 1789 og blev idømt fængsel på livstid for sin andel i den diamanthalsbåndsaffære, der var med til at udløse den franske revolution.

Populærmusik fra Pesaro
I samme periode ikke langt fra San Leo blev Gioachino Antonio Rossini født. Den klassiske popsmed kom til verden i Pesaro i 1792 og han nåede at skrive 39 operaer, hvoraf den mest kendte er Barberen i Sevilla. Casa Rossini, hvor den italienske Mozart boede de første fire år af sit liv, er i dag indrettet til et ikke voldsomt interessant museum, men hvert år i august arrangerer Pesaro en Rossini Opera Festival. Og er der plads til andet end opera i programmet, har Pesaro et hyggeligt net af gågader med mange skønne butikker og en helt almindelig, uturistet, italiensk provinsbystemning.

Mad, musik og 50er nostalgi
Omkring midten af august forvandles Senigallia til et stykke americana fra 1950erne. Den årlige Summer Jamboree siges at være Europas største rockabilly festival med swing, doo-wop, hillbilly og R’n’B koncerter tilsat smørhår, tækkelige pin-ups og store amerikanerbiler. Festivalen tiltrækker Elvis og Audry Hepburn kloner fra hele Europa.

En anden rigtig god grund til at besøge Senegalia er maden. Den moderne badeby står som en af Italiens kulinariske højborge, idet to verdenskendte kokke, Moreno Cedroni og Mauro Uliassi driver restauranter med Michelin-stjerner i området. Menuerne koster mellem 80-120€, hvilket må siges at være ret billigt efter danske forhold.

Underjordisk skønhed
Hvis man fortsætter ad hovedvej S76, forbi Jesi og landsbyen Rosora, der lagde huse og lokalbefolkning til TV-serien ’Min italienske drøm’, kommer man til Grotte di Frasassi. Et kæmpemæssigt underjordisk system af sammenhængende drypstenshuler, der trods den imponerende størrelse, endnu ikke er fuldt udforsket. For få år siden opdagede geologer f.eks. en uendelig underjordisk sø mellem de store sales fantastiske formationer af stalagmitter og stalaktitter, der rejser sig som sære, skrøbelige søjler fra hulens bund eller hænger i istapper ned fra loftet. Standard rejsen til jordens indre tager godt en time, og bagefter kan man købe souvenirs i form af forstenede ål og andre fossiler, fundet i grotterne. Man kan også besøge den nærliggende middelalderby Genga med den gamle romerske bro og det fascinerende og mystiske Benediktiner-kloster Abbazia di San Vittore delle Chiuse.

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629