tirsdag den 11. maj 2010
Ravenna har det hele
The Sydney Morning Herald morer sig med at udpege en yndlingsby i Italien, og valget falder på Ravenna, der, som de siger down under, er ’Unspoiled for choice’. Såvel Lord Byron som Oscar Wilde, Henry James, Dante Alighieri og John Dryden har skrevet om byen, men den bliver alligevel lidt overset i sammenligning med Venedig, Bologna, Rom og Firenze.
Det er synd og skam, for Ravenna er hverken for stor eller for lille, men har med 140 000 indbyggere en helt tilpas størrelse, og så har den en lang historie blandt andet som hovedstad for tre forskellige imperier: det vestromerske, det østgotiske og det europæisk byzantinske. Det er levnene fra disse epoker, der gør, at Ravenna optræder med hele otte monumenter på UNESCOs World Heritage List.
Artiklen giver en medrivende beskrivelse af det moderne byliv. Den årlige kunst- og musikfestival samt de store attraktioner får også et par ord med på vejen. Og som et nyttigt tip opfordres læseren til at leje en cykel. Cyklister i Ravenna har ordnede forhold med gode cykelstier, og cyklen gør det nemt at komme rundt til alle attraktioner. Endelig ligger Ravenna kun 10 flade km fra Adriaterhavets fine strande, og på vejen derud er der god lejlighed til at nyde det smukke og særprægede landskab.
Etiketter:
Emilia-Romagna,
Ravenna
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar