mandag den 17. maj 2010
Lago Maggiore: Skønheden og vandhanerne
Den 3. maj 2010 kunne Telegraph rapportere om hektisk aktivitet og himmelske landskaber i omegnen af Lago Maggiore under overskriften ‘Beauty and the bath taps’. Her gik man og troede, at de italienske søer først og fremmest var til for at sætte skønhed på verden og fylde forfattere og feriegæster med eufori, og så viser det sig, at der også foregår andre mere jordnære aktiviteter i området. F.eks. har vandhaner fra Stresa opnået verdensberømmelse, ligesom egnens paraplyer har fået deres eget museum i Gigues. De lokale har mere at være stolte af end de majestætiske omgivelser, der er så underskønne, at de udvander superlativerne.
Alligevel er det svært for ganske almindelige turister ikke at falde bagover af benovelse over de gamle hoteller med deres overdådige dekadence og guldglitrende indretning. Det var trods alt her, Winston Churchill tilbragte sin bryllupsrejse, og mange berømtheder har gennem tiderne slentret rundt langs søbredden.
Artiklen beskriver en udflugt til De Borromeiske Øer, der tæller Isola Bella, Isola Madre og Isola Pescatori, men hvor kun fiskernes ø vækker udelt begejstring. Rundturen omfatter også Intra og Fondotoce med museet Casa della Resistanza, hvor 43 partisaner blev skudt i 1944 som optakt til en kort befrielse.
Derfra kører artiklen hurtigt videre gennem Mottarone og Omegna, der især er kendt for sine trykkogere, kaffemaskiner og kedler, inden de når frem til den lille mere uberørte Lago d’Orta med en skøn teatralsk San Giulio ø i midten. Herfra kan man vandre til et af egnens karakteristiske Sacro Monte eller falde i svime over naturens skønhed uden det mondæne stjernestøv, der har tendens til at sløre billedet af Lago Maggiore.
Etiketter:
Novara,
Piemonte,
Verbano-Cusio-Ossola
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar