Faenzas handicap

- Velkommen til det verdensberømte Faenza. I skal vel se museet, så snart det åbner i morgen. Det siges at have en af verden største og fineste samlinger. Byen har jo fremstillet keramik siden midten af 1500-tallet, og det har den været så kendt for, at bynavnet på mange sprog er synonymt med keramik. Prøv selv at tænke efter: Hvad hedder keramik på jeres sprog, spurgte den entusiastiske mand med et store forventningsfulde øjne.

Har man været i byen før, kender man svaret, og desuden nænnede jeg ikke at ødelægge hans fornøjelse ved at sige keramik, selv om jeg ærligt talt ikke ved, hvad fajance er for en størrelse. Men heller ikke denne gang blev vi i Faenza længe nok til at besøge museet og måske få et svar.

Faenza har det store handicap, at den lugter helt infamt. Bare man køre forbi på motorvejen og har klimaanlægget tændt, bemærker man stanken, der er værre en Århus Oliemølle i gamle dage og kan stamme fra landbruget, fra industrien eller fra de store fabrikker som fremstiller keramiske klinker. Det er ikke for ingenting, englændere kalder området The Poo Valley.

Heldigvis for byens godt 55.000 indbyggere er lugten ikke helt så slem inde i centrum, men man kan se på Internettet, at de diskuterer grænseværdier og metoder til at måle ubehag, så helt rart er det næppe.

Det var ikke lugten, der fik os til kun at tilbringe en enkelt nat i byen, men også fornemmelsen af ikke at kunne finde indgangen. Efter længere tids leden var det lykkedes at finde et Affito Camera med et telefonnummer, som man kunne ringe til, hvis man ville leje et værelse. Ti minutter senere dukkede den glade mand op med en nøgle, og han forsikrede os om, at man sagtens kunne gå til byen.

Turen derind viste sig at gå gennem et ganske stort villakvarter uden så meget som en eneste butik, og vi måtte spørge om vej flere gange, for at være sikre på at gå i den rigtige retning. Til sidst kom vi til et kunstfærdigt vejkryds med adskillige over- og undergange, og på den anden side var der en stor park. Så orkede vi ikke gå længere. Aftenens fine middag blev indtaget det første det bedste sted, der havde åbent. Det var en pizza-hytte, som også var hjemsted for byens drankere, men bortset fra det et udmærket sted i pølsevognsklassen.

Fascinationen af byen var til at overse, så næste dag kørte vi videre uden at kigge nærmere på centrum. Erfaringen siger dog, at ingen byer i Italien er helt igennem grimme, ildelugtende eller kedelige, så måske er det på tide at aflægge Faenza et nyt besøg?