Rockkoncert i baghaven

Man ved, det er sommer i Syditalien, når man ikke længere kan høre, hvad man selv tænker for cikader. Det lille insekt har, så vidt jeg har forstået, en indbygget trompet, der siges at kunne frembringe lyde på op til 120 dB, hvilket svarer til en rockkoncert eller en flymotor. Det tror jeg på. Når temperaturen kommer op over 30 grade, synger cikaderne så højt, at man dårligt kan tale sammen, telefonsamtaler er helt umulige, og bekymringen for høreskader stiger. Heldigvis virker det som om de små næbmundede insekter respekterer contr’ora. De skruer som regel lidt ned for volumen i de allervarmeste timer midt på dagen for så at tage til igen hen under aften, og de holder første op igen hen under midnat.

Ideen om cikaderne, der synger på lune sommeraftener er ganske romantisk, men faktisk kan den samme gennemtrængende, monotone lyd dag ind og dag ud virke ret enerverende. Det er lige før man nyder stilheden, når der en sjælden gang i mellem falder en byge.

Egentlig fatter jeg ikke, hvorfor cikaderne behøver at skråle så højt. Beskrivelser af insektet fortæller, at det lever hele sit liv inden for en meget lille radius. Helst omkring samme træ, idet hunnen lægger æg i barken, æggende bliver til nymfer, der slår sig ned i jorden, hvor de suger saft fra rødderne, indtil de bliver store nok til at kravle op i træet igen, kravle ud af deres hylster, og indlede jagten på en mage. Sangen er hannernes charmeklud, og hvis hunnerne alligevel er lige i nærheden, kunne den jo godt være lidt mere diskret.

Nu er diskretionen helt forbeholdt det visuelle. Trods larmen er cikaderne svære at få øje på, med mindre man stiller sig tilfreds med de indtørrede hylstre, de efterlader på træer og snore. Et par gange har jeg dog set et levende eksemplar, og den ene gang hørte jeg også, at cikader kan frembringe andre lyde end den almindeligt kendte. En 11-årig dreng havde nemlig fået fat i dyret, og hver gang han prikkede til den med sin sko, stak den i et ekstremt højt og meget langtrukkent hyl. Det syntes flokken af unger var ganske morsomt.

Ungerne har nok ikke hørt den græske myte, der siger, at cikaden er morgenrøden Eos’ elskede. En smuk prins, hun med Zeus’ hjælp fik gjort udødelig. Desværre glemte de at skænke prinsen evig ungdom, så han endte som et indskrumpet gammelt hylster, der kun havde stemmen tilbage. Den bruger han endnu.

Det er nu ikke alle de gamle historier, der betragter cikaden som en forvandlet prins. I Aesops fabler er cikaden er forlystelsessygt og forfængeligt dyr, der bruger hele sommeren på at synge og more sig, mens myren knokler rundt for at samle forråd til vinteren. Derfor bukker cikaderne under, når vejret skifter, mens myrerne har føde nok til at leve godt i deres tuer.