Tyskerne ved Gardasøen

Der er meget, meget smukt ved Gardasøen, men også vanvittigt mange nordeuropæiske turister. De tiltrækkes af det milde klima, rene badevand (husk badesko) og de flotte bjerge, der ikke levner meget plads til bymæssig bebyggelse. Derfor ligger veje og huse helt ned til søbredden, og derfor er byerne forholdsvis små, men dog ikke mindre, end at der er plads til bunker af hængepelangonierne og Bierstube med udendørsservering for overvægtige mænd med bare maver.

Invasionen af især tyske turister har stået på i århundreder anført af Johann Wolfgang von Goethe, der i 1786 gennemførte sin første rejse til Italien. Han boede på en kro i Torbole i den nordlige ende af søen, hvilket fremgår af en mindesplade med teksten: "In questa casa dimoro Goethe il 12 Settembre, 1786. H'eute hab ich an der Iphigenie gearbeitet, es ist im Angesichte des Sees gut von statten gegangen."

I Italiensrejsen beskriver den tyske digter den fantastiske udsigt over søen. Turen fra Rovereto, der går gennem en dal og over et bjerg, inden så godt som hele søen kommer til syne sammen. Langs søbredden vokser eksotiske figen- og oliventræer, som tegn på de specielle klimatiske forhold.

Fra Torbole sejlede Goethe videre mod syd, men en kraftig vind tvang båden ind i Malcesine, hvor tyskeren fik den ide, at han ville tegne borgruinen. Tegningen var lige ved at få ham arresteret, idet Malcesine den gang udgjorde den nordlige grænse for Venedig Republikken, der lå i krig med Østrig. De lokale troede Goethe var en østigsk spion i færd med at afbillede militære anlæg, og der skulle en del forklaringer til at overbevise dem om tyskerens fredelige intentioner.

Siden har en lind strøm af berømte forfattere som Friedrich Nietzsche, Franz Kafka, James Joyce, Heinrich og Thomas Mann besøgt Gardasøen og beskrevet søens ”perfekte blå” med de blændende sølvreflekser, der står som en hær af stjener, og Varone vandfaldet, som helt nede i bunden dækker indgangen til Inferno.

I dag står de poetiske rejseoplevelser lidt i skyggen af nutidens mere prosaiske turister, der nyder naturen som en herlig kulisse for fadølsanlæg og rutschebaneture, men går man lidt væk fra søen ad de mange vandrestier er den oprindelige idyl stadig intakt.