søndag den 31. maj 2009

Hvad er det lige med italienere og de dronningemandler?

Italienerne har et nærmest religiøst forhold til dronningmandler, men hvorfor de giver gæsterne krystalglas og sølvskeer i gave for at møde frem til en barnedåb eller et bryllup, fatter jeg ikke.

I Danmark synes vi, det er ret flot at give gæsterne en festlig tre-retters menu med masser af drikkevarer og musik til dansen. Derfor forventer vi ligesom, det er dem, der kommer med gaverne.

Jeg blev således ret paf, da en italiensk veninde forsigtigt og nærmest ærbødigt fremviste en æske med seks sølvskeer, og sagde:

- Se hvad vi fik som bomboniera ved Emanuellas søns barnedåb. Da hun blev gift, fik alle et askebæger i ægte krystal. De giver virkelig flotte gaver, men som advokat med en mand, der er geometra, har hun selvfølgelig råd til det. Hvad får I, når I er til barnedåb eller bryllup i Danmark.

Det spørgsmål skulle jeg lige have to gange, og så forklarede veninden, at gæsterne ved store ceremonielle fester i Italien får en erkendtlighed, som tak for deres deltagelse. Gaven består som minimum af fem dronningmandler – de såkaldte confetti di Sulmona – der symboliserer sundhed, rigdom, lykke, frugtbarhed og et langt liv, men efterhånden er det blevet almindeligt at udvide bomboniera’en med en souvenir af mere blivende værdi. Det kan være sølvskeer eller krystal nips, som efterfølgende udstilles i gæsternes dagligstuer. Mange italienske hjem har et helt vitrineskab fyldt med krystal, mens dronningemandlerne formodentlig er blevet spist.

Traditionen med de sukkerristede mandler stammer måske fra Biblen, hvor mandlen beskrives som ”en af de bedste frugter” og bruges som symbol på den hellige jomfrus ubesmittede renhed. F.eks. ser man mandler eller mandelgrene på malerier af det nyfødte Jesus barn, ligesom kirkemalerier fra Middelalderen ofte pakker hellige ikoner ind i en mandelformet ramme. Herfra har ideen tilsyneladende bredt sig, så skuespillere ifølge hjemmesiden sulmona.org fik nødder som lykkebringer inden en forestilling, ligesom Napoleon i 1806 entrede Verdun gennem tre triumfbuer med hvide sukkermandler.

Samtidig er selv de mest udsøgte sukkermandler fra Sulmonas bedste og ældste confettieri en af de små udgiftposter til en almindeligt italienske bryllup, der i gennemsnit koster brudeparret to års løn eller 27.000 euro. Mindre kan ifølge forbrugerorganisationen Federconsumatoris opgørelse fra 2008 ikke gøre det, hvis man vil beværte hundrede gæster i forlængelse af kirke, kjole og karet. Et ekstravagant bryllup løber hurtigt op i det dobbelte, men så skulle der også være råd til at sende hver gæst hjem med krystal eller sølvtøj til amagerhylden.

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails
UA-11415629