Opreklamerede italienske markeder?

Jeg er lige faldet over en amerikansk bloggers bud på hvilke sights og aktiviteter, man ikke skal spilde tid på, når man besøger Italien som turist, og et af de øverste punkter på hans liste er gademarkeder. Italienske markeder minder om en gammeldags marskandiser, der er flyttet udendørs, skriver han. De ting, der sælges, har måske interesse for de lokale, men turister går forgæves efter sådan noget som urter, specialiteter og delikatesser, lækre færdige madretter til at spise på stedet eller tage med hjem, kunsthåndværk, loppefund og den symfoni for alle sanser, man oplever på markeder i nabolandet Frankrig. Amerikaneren understreger, at han ikke har noget i mod de italienske markeder som sådan. Han vil bare ikke anbefale andre turister at bruge en dag på en ligegyldig markedsudflugt.

Måske har han en pointe. De få turister, der i slutningen af juli finder frem til mit lokale italienske marked, har helt livløse øjne og en skuttende, sammensunket holdning. Det er som regel mor, far og et par børn, der går rundt i samlet flok, mens de knuger deres rygsække, pengekatte og tasker. De ankommer langt op ad formiddagen, når solen og varmen er på sit højeste, og går så svedende og stønnede rundt iført strandtøj og bar mave. Skuffelsen over hverken at kunne finde isbod eller café er ganske åbenlys.

Markederne i Syditalien bliver oftest holdt på bagende varme sportspladser uden for de mindre byer. De handlende, der er helt almindelige forretningsdrivende med momsregistrering, faste standpladser og licens til at sælge en bestemt type varer i seks byer inden for samme administrative område i samme provins, begynder opstillingen kl. 5 om morgenen, samtidig med at de mest ihærdige husmødre dukker op. De bruger markedet til at købe stort ind af grøntsager, frugt, fisk, salumi og andre fødevarer, der kan fås billigere, friskere og bedre på markedet end i almindelige butikker.

På markedet kan man også finde springfjederen til en mærkelig gardinstang, vaskebaljer i kulørt plastik, håndklæde og markiser, men sæbehusafdelingen har sjældent den store turistappel. Tilbage er der et par pensionister, som sælger hjemmesyltede kapers, oliven eller chilier, samt tøjboderne, hvor man kan finde underbukser i mormorsnit, syntetiske flæsekjoler og cowboybukser med små skønhedsfejl til under 15 euro. De tilfældige tøjbunker rummer desuden nogle af tidens hotteste modehits, så man kan være heldig at finde noget spændende, hvis man ved, hvad man går efter.

Derfor er jeg aldrig i Italien uden at besøge mindst et gademarked, og jeg kører gerne rundt til flere byer i omegnen, fordi der er forskel på udbuddet fra sted til sted. Specielt når man overskrider provinsgrænserne. Samtidig synes jeg, det er helt fantastisk at tilbringe lørdag formiddag i byer som Mantova, Carpi eller Civitanova Marche, når de kæmpestore centrale pladser er omdannet til et patchwork af boder og markiser, og man skal stå op på cafeerne i sidegaden for at få en caffe latte og en brioce. Der er jo ingen der siger, man behøver købe noget for at nyde trængslen.