De Pontinske Sumpe

Noget af det mest forunderlige ved Italien er de mange historiske lag og lag af historier, der gemmer sig i hver en lille flække. Tag nu bare badebyen Terracina sydvest for Rom. Et helt gennemsnitligt turistmål med hoteller, restauranter, strandparasoller og gelateriaer… og så alligevel - for oppe på en 200 meter høj klippe ligger det grå Anxur eller Jupiter tempel med sine karakteristiske søjlegange og Via Appia med de store glatte sten går lige gennem byen.

Historikeren Titus Livius, der levede under Kejser Augustus, beskrev Terracina som Urbs prona in paludes (en by direkte i sumpen) for selv om Appius i forbindelse med anlæggelsen af Via Appia forsøgte at dræne området ved at bygge dæmning og grave en kanal langs vejen, var området mellem Rom og Terracina ensbetydende med 800 km2 ufremkommelig sump af stillestående, slimet vand, hvor malariamyggene boltrede sig.

De Pontinske Sumpe eller Agro Pontino, som området også kaldes, har helt frem til det 20. århundrede været stærkt sundhedsskadelige, og mange forfattere som Goethe og Vilhelm Bergsøe har leveret rystende beretninger om de farlige og skadelige tilstande uden for Roms sydlige mure. Selv H.C. Andersen, der generelt er begejstret for den ypperlige vej, der fører gennem marsken med sine ”friske, grønne Sumpvæxter”, kan ikke lade være med at bemærke ”den giftige Luft, som dampede op fra Sumpene. De kalkede Mure vare ganske bedækkede med en feed, graagrøn Skimmel. Bygninger, som Mennesker, bare Præget af Forraadnelsens Aande, en sælsom Contrast mod al den rige Yppighed rundt om, det friske Grønne og det varme Solskin.”

Problemet med de Pontinske Sumpe var, at terrænet hævede sig ud mod kysten, så kilder og småfloder fra de bagvedliggende bjerge ikke kunne finde udløb i havet. Først under Mussolini lykkedes det at dræne sumpene. Fascisterne gravede tre kanaler, som opsamlede vandet fra bjergene og førte det ud i havet. Lavtliggende områder blev pumpet tørre og 2000 fortrinsvis norditalienske familier blev installeret i området. Hver familie fik en landbrugsejendom med stald og køer samt ovn, plov og andre landbrugsredskaber, så de kunne gå i gang med at dyrke jorden. Projektet var en stor triumf for Mussolini, og det blev flittigt brugt som propaganda og indbegrebet af fremskridt, der skulle dæmme op for arbejdsløsheden og udvandringen og gøre Italien selvforsynende med fødevarer.

Det kan man så tænke over, mens man skyller badetøjet op, køber ind i Conad og nyder solnedgangen over Mont Circeo iført godt med myggespray.