Det er næsten flovt at indrømme, men jeg har været i Monte Sant’Angelo uden at besøge grotten. Det skortede ellers ikke på opfordringer. Så snart bilen var kravlet op ad den snoede vej og gjorde holdt i 852 meters højde, stod villige guides klar til at vise rundt og fortælle om stedets attraktioner. De blev afvist. Igen og igen og igen og…, mens vi gik rundt og kiggede på den meget lille by med de ens hvide gavlhuse, der leder tankerne hen på en engelsk mineby i festtøj. Det var meget fornøjeligt uden at kunne fylde et helt postkort, men det manglende møde med ærkeenglens håndtryk ærgrer mig stadig. Det kommer der af ikke at læse guidebøger og ikke at være modtagelig for turisthustlere.
Attraktionen i Monte Sant’Angelo er en underjordisk hule. Her søgte mennesker i før kristen tid hen for at blive helbredt af et orakel, der kunne kurere sygdomme overnight. Man skulle bare medbringe skindet af en sort vædder og lægge sig til at sove i grotte. Så vågnede man frisk og rask op dagen efter.
Det var ved denne hedenske helligdom ærkeenglen slog sig ned. Overleveringerne fortæller, at en mand i år 490 havde mistet en fin tyr. I timevis ledte han efter den og fandt den til sidst øverst oppe på bjerget ved indgangen til grotten. Manden forsøgte at lokke dyret til sig, men ingenting hjalp. Til sidst blev han så desperat, han skød en pil efter den, men i stedet for at ramme tyren, drejede pilen rundt og ramte manden. Det, synes han, naturligt nok var lidt mærkeligt, så han rådførte sig med biskoppen af Sipontum (nutidens Manfredonia), St. Laurentius.
Biskoppen tog nu ud til bjerget for at bede og undersøge sagen, og mens han var der, så han en bevinget mand med en rød kappe. Manden med kappen sagde, han var Sankt Michael, den første af de syv ærkeengle, anfører for himlens hær, den der fører sjæle til Paradis og vogter Helvedes kræfter. Englen havde stillet sig på bjerget for at vriste grotten fra det hedenske orakel, og nu skulle biskoppen hjælpe ved at indvie grotten til Sankt Michael og alle englene.
Biskoppen gik ned i den triste hule, som flammede af lys og i et hjørne så han et alter, der netop var blevet indviet af ærkeenglen selv og behængt med purpur. Dermed flyttede dyrkelsen af Sankt Michael fra Lilleasien til Gargano, og Monte Sant’Angelo blev et vigtigt pilgrimssted. Specielt for normannerne, der så ham som en den krigerhelgen, der velsignede deres ind imellem ret blodige erobringer.
For at komme ned i ærkeenglens kirke skal man gå gennem en buegang, hvor inskriptionen lyder noget i retning af: Dette er et ærefrygtindgydende sted, Guds hus og porten til Himlen. Ord, der ikke fristede os til at stikke næsen indenfor.
Havde vi gjort det, ville vi ifølge blandt andre H.V. Mortons beskrivelser fra slutningen af 60erne have oplevet en trappe med 86 trin, som fører ned til nogle helt fantastiske sølvdøre fra 1076. Derefter kommer man ind i grotten, hvor en hellig kilde smatter gulvet til, men mellem de stejle rå klippevægge står altret, sidealtre, bispetrone og en berømt statue af ærkeenglen selv. Og på væggene finder man graffiti eller fod- og håndaftryk af tidligere pilgrimme, herunder flere konger og paver. Morton så også pilgrimme, der slikkede gulvet, men den praksis var allerede den gang ret sjældent og temmelig forbudt, så forhåbentlig ser man ikke det mere.
Alt det andet har jeg stadig til gode. Jeg købte ikke en gang en pilgrimsstav ved souvenirboden uden for kirken, men valgte en pastarulle i stedet. Sådan er det så forskelligt, hvad man holder helligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar